På gårdspladsen ved min mormors hus sidder en due og nipper til en tarteletskal. Så er der noget til fuglene. Sådan har min mormor sagt hele min barndom, når hun skrabede mine efterladenskaber af rugbrød og ristet løg ned i den bøtte, som ifølge det falmede billede på siden engang havde indeholdt is, men som nu bevægede sig i rutefart mellem køkkenet og foderbrættet. Sådan siger hun åbenbart stadig.
Vi har lånt hendes hus, min kæreste, mit barn og jeg, mens hun tilbringer sommeren i min oldemors barndomshjem på Finnøy. Huset er stråtækt fra 1777, og i legeværelset står et gammelt billedrørs-tv, som mit barn tror er lige så gammelt som huset: »Et gammeldags fjernsyn i et gammeldags hus«, råbte hun i hvert fald begejstret, da vi skubbede VHS’en med Pippi Langstrømpe ind.
