Jeg har en ven, Mohammed. Han er palæstinenser, opvokset i Rungsted, senere bosat på Nørrebro. Han er et af de mest generøse og livsglade mennesker, jeg kender: altid et bredt smil, varme øjne, en gæstfrihed uden grænser. Og alligevel bar han altid på noget andet – en tyngde, en sorg, som fulgte ham som en skygge.
Jeg plejede for sjov at kalde ham for et ’indebrændt krigsoffer’. Når vi talte om uretfærdighed, om krig, om menneskerettigheder, om Palæstina – så kunne smilet forsvinde, stemmen blive hård, og vreden boble frem.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



