Foto: Martin Lehmann

Min ven var et af de mest livsglade mennesker. Men han bar på en sorg, der fulgte ham som en skygge. Den forstår jeg endelig.

Undskyld, jeg jokede med din smerte. Først nu forstår jeg dine ar, traumer og sår

Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklenLæst op af Qasam Ijaz
10:00

Jeg har en ven, Mohammed. Han er palæstinenser, opvokset i Rungsted, senere bosat på Nørrebro. Han er et af de mest generøse og livsglade mennesker, jeg kender: altid et bredt smil, varme øjne, en gæstfrihed uden grænser. Og alligevel bar han altid på noget andet – en tyngde, en sorg, som fulgte ham som en skygge.

Jeg plejede for sjov at kalde ham for et ’indebrændt krigsoffer’. Når vi talte om uretfærdighed, om krig, om menneskerettigheder, om Palæstina – så kunne smilet forsvinde, stemmen blive hård, og vreden boble frem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her