László Krasznahorkai ville egentlig ikke være forfatter. Én bog, det var alt, han ville skrive. At det aldrig er lykkedes ham, er på sin vis årsagen til, at han i år, den 71-årige ungarer, kan modtage den største udmærkelse, en forfatter kan modtage, Nobelprisen i Litteratur »for sit overbevisende og visionære værk, som midt i apokalyptisk rædsel, bekræfter kunstens magt«.
Krasznahorkai voksede op i Gyula, en lille by i det sydøstlige Ungarn, under kommunismen. Det var dette, med forfatterens egne ord, ’ingenmandsland’, som formede det tidlige forfatterskab: I den nærmest uforståeligt helstøbte debutroman ’Satantango’ fra 1985 møder vi en mistrøstig, afsidesliggende landsby, hvor regnen siler, brændevinen flyder, og livet former sig som døsige gentagelser. Lige indtil to gådefulde landevejsstrygere melder deres ankomst. Så begynder den sociale orden at gå op i limningen. Næsten sådan kunne ’Modstandens melankoli’, et af hans andre hovedværker, fra 1989 også resumeres. Her er det bare en cirkustrup, der kommer trækkende med en udstoppet blåhval og får det hele til at bryde sammen i en smudsig spiral af kaos og vold.
