For nylig præsenterede jeg på en konference i Grønland ideerne bag et forskningsprojekt, jeg har søgt om midler til hos forskningsrådet, om unge grønlandske mænds livsvilkår. På sådan en konference får man typisk spørgsmål til blandt andet metode, etik og datagrundlag, og det gjorde jeg også her. Og så fik jeg en kommentar, der ramte mig. Den lød: »Forskning om grønlændere bør laves af grønlændere«.
Jeg forstår godt holdningen. Grønland har en lang historik med forskning, der overhørte lokale perspektiver og hentede data ud – men sjældent bragte noget tilbage. Det har affødt en velbegrundet skepsis over for udenlandske forskere. Men vi må spørge os selv, om løsningen på tidligere tiders ubalancer er, at kun grønlændere må forske i grønlændere. Det tror jeg ikke. Forskning bør bygge på respekt, ligeværd og samarbejde – ikke på nationalt ejerskab.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
