I den offentlige debat bliver det igen og igen hævdet, at vi udreder for mange for adhd. Det lyder som en rimelig bekymring, men den overser den virkelighed, som mange af os, der arbejder med mennesker med adhd, ser hver eneste dag: voksne mennesker, der i årevis har klaret sig for godt til at blive taget alvorligt.
Det er mennesker med arbejde, familier, ansvar. De lever op til kravene – indtil de ikke kan mere. Når de bryder sammen, får de diagnoser som stress, depression, angst, spiseforstyrrelser eller afhængighed. Men for mange kunne det have været undgået, hvis de tidligere havde fået hjælp til det, der egentlig var problemet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

