Vi lever i en utryg tid, og som præst taler jeg med mange mennesker, der har svært ved at finde livsmod. Nogle holder op med at læse nyheder, fordi de ikke orker mere frygt og elendighed, mens andre går rundt i en konstant frygt for alt det, der kan ske. Der er så mange bekymringer, vi kan tage til os hele tiden, at det påvirker os og vores overskud til hinanden. Vi er blevet – for nu at sige det ligeud – alvorlige, kedelige voksne mennesker.
Her kunne vi lære noget af ungdommen. Gudskelov for dem. De er ikke sådan at få ned med nakken. De holder fester, kysser i krogene og synger med på musik, som mit 50-årige jeg hverken kender eller forstår. Hjemme hos os får de også lov – og huset bliver ofte lagt ned af skønne halvfulde unge, der minder mig om, hvordan det er at være fuld af livsglæde og optimisme.
