Jeg burde egentlig være sofavælger. Blive hjemme på valgdagen og scrolle på TikTok – og lade andre tage beslutningerne for mig. For sådan gjorde min mor. Ikke af dovenskab, men fordi ingen havde fortalt hende, at hendes stemme også talte. Og sådan et fravalg smitter som en arvelig sygdom gennem generationer. Når bestemte grupper ikke stemmer, bliver deres hverdag skrevet ud af beslutningsrummet – og det rammer generationer frem.
Undersøgelser viser, at unge med en mor, der ikke stemmer, har 30 procent mindre sandsynlighed for selv at gå til stemmeurnen end unge, der er vokset op i familier, hvor moren stemmer. Tusindvis af unge står allerede på kanten af demokratiet – ikke af dovenskab, men af arv. Ingen burde stiltiende se til, mens sociale skel afgør, hvem der skal repræsentere os. For vi vælger mennesker, vi kan spejle os i, og når det i generationer er de samme, som vælger ikke at stemme, så er det også de samme, som skrives ud af beslutningsrummet. De samme som ikke repræsenteres. De samme som ikke har nogen, der har samme baggrund og oplevelser som dem selv.
