Jeg står i den lange kø til immigrationen i John F. Kennedy-lufthavnen i New York City. I hænderne har jeg mit pas, min tilladelse til at udføre forskning ved Columbia University og min invitation til forelæsninger. Over mig flimrer tv-skærme med en film, der viser rejsende og immigranter fra alle slags nationer. Velkommen til smeltedigel; et endeløst videobånd med et let gulligt skær, der gentager en vision, som ikke længere eksisterer. Krapps sidste bånd fra Beckett, tænker jeg.
Min tur til at træde op til skranken. »Hvorfor er du her?« spørger betjenten, mens jeg bliver fingeraftryksregistreret og fotograferet. »Forskning om kunst, kunstig intelligens og kreativitet«, svarer jeg med en dæmpet og rystende stemme. Betjenten holder en pause, slapper af og trækker vejret som i en yogatime. Intet kontroversielt; en harmløs humanist. Jeg kommer igennem. Det var ikke så slemt, tænker jeg. Men jeg er klar over, hvor privilegeret jeg er i denne kø. En professor fra et dansk universitet med et tysk pas og en klar afrejsedato tilbage til Danmark.
