Et ryk går gennem mig. Jeg stopper op midt på skovstien. Nej, nej, nej, det kan ikke passe, lyder en panikagtig stemme i mit hoved. Foran mig åbenbarer en regulær slagmark af træstammer sig: bunker af bark og grene spredt kaotisk ud over et areal på flere hundrede gange hundrede meter.
Sidste gang jeg gik tur i den statsejede skov, som ligger tæt på, hvor jeg bor i Odsherred, var blot et par uger forinden. Dengang havde jeg vandret langs en rand af smukke, høje nåletræer. Nu møder jeg et stort, tomt hul af grå efterårshimmel og pløjespor fra de maskiner, som har majet alting ned på en ufattelig brøkdel af den tid, det tog træerne at vokse op.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
