I dag, 13. november, er det 10 år siden, at Paris blev ramt af et terrorangreb. En dag, der startede som en helt almindelig fredag, men hvor mere end 130 mennesker blev dræbt og over 400 såret, da dagen var omme. For dem uden tilknytning til Paris fortaber begivenhederne sig nok efterhånden blandt periodens andre terrorangreb, hvor ultrakonservativ islamisk ideologi krævede sine ofre adskillige steder, særligt i Asien og Afrika.
Men bevidst brutalitet er - uanset hvor og af hvilken grund den finder sted - altid livsændrende for dem, det går ud over, og forplanter sig langt ud over begivenheden selv. Der er de døde og deres efterladte, familier og venner, som aldrig er blevet de samme. Der er de sårede og ansatte i beredskabet, som den dag i dag mærker konsekvenserne i form af fysiske skavanker eller psykiske mén. Mennesker, som kæmper med en omverden, som ikke forstår, at man ikke simpelthen kan beslutte sig for at blive et normalt fungerende individ, fordi andre har glemt den udløsende faktor.
