Det kan være svært at være lidt hurtigere end andre. Lidt skarpere. Og jeg genkender alt det, jurastuderende og næstformand i Liberal Alliances Ungdom, København, Mathilde Colbjørn Holst, beskriver i sin klumme ’Jeg er socialiseret til at skamme mig over al den plads, jeg tager’ (Pol. 27.12). Jeg genkender skammen. Det at føle, at man skal dæmpe sig. Den tidlige læring om at fylde lidt mindre, række hånden lidt sjældnere op, pakke sine evner lidt pænere ind. Men jeg tror, vi begår en fejl, hvis vi som Colbjørn Holst reducerer problemet til et spørgsmål om køn.
For det, Colbjørn Holst beskriver, er ikke et pigeproblem. Det er et samfundsproblem. Et symptom på noget langt mere gennemgribende: vores kollektive allergi over for det, der stikker ud. For problemet er ikke køn, det er at vores samfund er gennemsyret af middelmådighed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
