Vi har brug for flere kvinder, som tør fylde noget og tør stræbe efter intet mindre end det bedste, skriver Mathilde Colbjørn Holst.  Arkivfoto: Martin Lehmann

Allerede i de mindste klasser blev mine forældre konfronteret med, at mit engagement, min ærgerrighed og dygtighed inden for argumentationens ædle kunst var til gene for de andre elever.

Jeg er socialiseret til at skamme mig over al den plads, jeg tager

Vi har brug for flere kvinder, som tør fylde noget og tør stræbe efter intet mindre end det bedste, skriver Mathilde Colbjørn Holst. Arkivfoto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Jeg lærte at tale, da jeg var ca. 10 måneder gammel, og jeg har talt uafbrudt lige siden. Jeg taler meget, jeg taler højt, og jeg lægger ikke fingre imellem. Jeg skammer mig ikke over det, men jeg er pinligt bevidst om, at samfundet har forsøgt at pådutte mig den skam, siden jeg var en lille pige, som rettede på min lærers forkerte kommatering.

Hvis vi som samfund ikke er bedre til at give plads til de piger og kvinder, som tager ordet, er videbegærlige og tager styringen i gruppearbejdet, hvordan får vi så kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her