Lars Handestenskronik »Jeg aner dybest set ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv« (Pol. 3.1) fik mig til at tænke over den privilegerede middelklasses ulidelige meningsløshed.
Uddrevne af paradiset, de daglige trygge rammer og omgivelser, der klarer forsørgelse, anseelse og selvfølelse, vil mange af mine jævnaldrende – måske os alle – opleve en famlen i forsøget på at skabe mening i livet uden for arbejdsmarkedet. For nogle af os bliver det et udviklende trinbræt, andre møder et depressivt kollaps på vejen. Nogle har frygtet det på forhånd, andre glædet sig, ligesom det for nogle har været selvvalgt, andre ufrivilligt selvvalgt (som bekendt kan man have grund til at sørge over en skilsmisse, selv om den var det bedste valg), nogle bliver opsagt på mere eller mindre fordelagtige eller værdige vilkår. I det angivne segment som regel med en tilstrækkelig pension.
