Demokratiets aktuelle krise illustreres bedst med et simpelt faktum: I dag er mange ledere af verdens stormagter udelukkende ved magten, fordi de har haft held til at ændre deres landes forfatninger, så de kunne forlænge deres regeringstid ud over det planlagte.
Det gælder Ruslands præsident Vladimir Putin og Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan. (Det gælder også Xi Jinping, selv om Kina aldrig har været et demokrati). Snart vil verdens øjne hvile på USA’s præsident, Donald Trump. Vil han udføre det kunststykke, det er at stille op til en tredje periode, selv om USA’s forfatning forbyder det? Er hans rolle som krigsførende præsident et forspil til en forlængelse af hans tid ved magten?
Demokratisk politik er gået ind i en helt ny tid. Fortid og nutid er ligesom faldet ind i hinanden. Det mest bemærkelsesværdige ved USA’s nuværende præsident er, at han optræder, som om han på én gang var sin egen far og sin egen søn.
