København bryster sig af at være en grøn, demokratisk foregangsby. Men spørger man byens borgere, tegner der sig et andet billede: Et demokrati, hvor man gerne må blive hørt – men sjældent bliver lyttet til.
De seneste års konflikter om Palads, Amager Fælled og Lynetteholmen peger alle i samme retning. Det er ikke enkeltstående sager, men symptomer på en politisk kultur, hvor beslutninger bliver truffet i tætte kredse mellem politikere, udviklingsselskaber og byggeinteresser – og først bagefter præsenteres for borgerne som noget, der kan ’justeres’.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

