»Vi har sejret af helvede til«, udtalte den tidligere LO-formand Thomas Nielsen om fagbevægelsens indflydelse på velfærdssamfundets udvikling gennem det tyvende århundrede. Herefter tog han sit gode tøj og forlod posten som fagforeningsboss.
Den moderne rødstrømpebevægelse kunne lære meget af Thomas Nielsen. Kvindekampen har indtil for nyligt været retfærdig og nødvendig. Desværre handler postmoderne kvindekamp om tvungen barsel til mænd og kønskvoter – og er derfor hverken retfærdig eller relevant.
På afgørende samfundsområder som uddannelse og sundhed har kvinderne for længst overhalet mændene, som i dag oplever et alvorligt efterslæb.
Set i det lys bør den moderne ligestillingsdebat handle om at sikre lige vilkår. Det forhold, at man ikke på baggrund af sit køn oplever særlige fordele eller ulemper, er kernen i ligestilling – hverken mere eller mindre. Det giver derfor hverken mening at tale om kvindekamp eller mandekamp, da udviklingen går mod kønsneutral ligestilling.
Derfor bør kvindekampdagen anno 2012 bruges til at rette blikket på fjernere himmelstrøg, hvor der stadig er meget at kæmpe for.
Særligt antallet af kvinder i private virksomheders bestyrelser optager de moderne feminister, der ønsker kvoter indført for at sikre kønsmæssig balance. Forslaget bygger på en slet skjult præmis om, at den moderne kvinde kæmper mod et mandsdomineret samfund og skal hjælpes og beskyttes mod de onde mænd, der kun spiller golf i Søllerød og ansætter hinanden.
En hurtig gennemgang af landets fremmeste erhvervsfolk indikerer dog, at den uddannelsesmæssige baggrund spiller en stor rolle. Mange topchefer har nemlig en baggrund som cand.polyt eller cand.polit. Går man 35 år tilbage på landets uddannelsesinstitutioner, vil man opleve en endog meget skæv fordeling mellem mænd og kvinder på ingeniør og økonomistudiet, hvilket forklarer en del af den fordelingsmæssige skævhed.
Sagens kerne er dog langt mere alvorlig. De moderne feminister mener tilsyneladende, at den private ejendomsret bør lade livet i kvindekampens navn. Husk på at et selskabs bestyrelse sammensættes af aktionærer, hvis valginteresse bygger på et økonomisk grundlag og et ønske om at maksimere deres investering. Det er derfor udtryk for manglende tillid til kvindekønnet og en ny kønsfascisme at tvinge en særlig kønsfordeling igennem.
Tanken bliver for alvor skræmmende, hvis man fører den videre. Næste kamppunkt bliver velsagtens kønsfordelingen i direktionen, i kommunikationsafdelingen eller i vuggestuen?
Og nej, glem argumentet om den påstået økonomiske kvotefordel. De norske virksomheder, som udsættes for tvangskvoter, har ikke opnået bedre resultater. Tværtimod udnytter flere muligheden for at stifte virksomhedstyper, der er fritaget for kvotereglerne.
Bedste eksempel er SF i København, der i ligestillingskampens navn har fremsat forslag om indførslen af ”missoirs” (læs: stående toiletforhold til kvinder). Forslaget er et fremragende eksempel på, at terningen er rullet langt væk fra spillebrættet og at det er tid til at pakke sammen. Mon ikke flertallet af Københavns indbyggere er enige i, at der findes vigtigere politiske brydningsflader i landets hovedstad end at hævde kvinders ret til at lade vandet stående?
fortsæt med at læse
