Da min veninde første gang spurgte mig, om jeg havde lyst til at prøve at stå croquismodel, var min første tanke, at dét turde jeg ikke. Derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at gøre det. Det var et adrenalinkick af de helt store! At gøre noget så grænseoverskridende, vise mit nøgne, uretoucherede, pæreformede skrog frem for en gruppe mennesker, der gjorde alt, hvad de kunne, for at gengive det så nøjagtigt som muligt - det var vildt. Dén, der kunne pulverisere denne oplevelse og sælge den i små plastikposer, ville have Pusher Street liggende for sine fødder. At blive set er et grundlæggende menneskeligt behov, skriver filosoffen George Berkley. Vi findes kun, i kraft af at andre kigger på os, vi lever først, når andre lægger mærke til vores eksistens. Når et andet menneske ser os, virkelig observerer, gennemskuer og analyserer os, bliver vi smigrede og føler os bekræftede i vores egen eksistens og berettigelse til denne. LÆS OGSÅNøgen mand poserer på hovedet af hertug Når man sidder nøgen på et podie omgivet af tyve kunststuderende, der ikke bare ser, der ikke bare kigger, men observerer, bemærker, iagttager ens mindste folder, mindste muskler, mindste detaljer, for derefter at overføre dem til gullige A3-ark - dét er at blive set. Også selv om man for de tegnende blot er et levende stilleben, der selv kan svare, når der bliver spurgt, om 'den' skal tegnes med blyant eller kul.
For mig blev arbejdet en fortsat erkendelse af min egen krop. Ikke så meget en accept af den og kærlighed til den, som ugebladene ellers skriver vil gøre mig lykkelig, men en konstatering af dens faktiske anatomi. Det er ikke længere et stort tema i mit liv, om min røv er for stor, eller om mine bryster er for små, men en anerkendelse af min krops faktiske proportioner. De kritiske, fordømmende blikke, vi sender vores egne kroppe i prøverummets nådesløse spejlinferno, bliver nøgterne og betragtende, når man først har erkendt sin egen krop. Arbejdet som model har åbnet min øjne for, hvordan vi mennesker oplever andres kroppe med udgangspunkt i vores egne. To kvinder, som jeg af mangel på politisk korrekthed vil omtale som tykke, men om hvem man også kunne sige, at de var let overvægtige, buttede, kraftigt byggede eller frodige, tegnede mig konsekvent lidt for tynd. Mine ellers fyldige lår og hofter blev slankere under beslutsomme blyantsstrøg og min talje nærmede sig Barbiemål. LÆS OGSÅKroppens fotograf belønner nysgerrige med en særlig oplevelse En meget høj og slank kvinde tegnede mig konsekvent for lille og for tyk og med små, korte, rokokoagtige ben. Mændene komplimenterede mig med bryster, der systematisk var én bh-størrelse for store. Det mest overraskende var dog to ældre kvinder, der i dén grad gav den gas med obskøniteterne. Ikke én delle blev overset, og alt, hvad jeg er i besiddelse af af hængerøv og appelsinhud, blev overdrevet i en grad, så tegnelæreren flere gange måtte hen og fortælle dem, at sådan var modellens anatomi altså ikke. Jeg tror, det var en form for opgør med en struttende, provokerende, in your face-agtig ungdom, der, som et smølfespark, ikke gør direkte ondt, men er umulig at ignorere og må udstilles med alle de uperfektheder, der vidner om, at også denne krop en dag vil forfalde til uigenkendelighed. Nu har vi været igennem tarmskylninger, Atkins, zumba og poledancing. Jeg foreslår næste trend: croquisseri.
