træt. Den kvindelige del af tremandsholdet bag Rokokoposten, Marta Sørensen, er træt af, at enkelte kvinder laver regler på vegne af hele kønnet.
Foto: Liv Høybye (arkiv - udsnit)

træt. Den kvindelige del af tremandsholdet bag Rokokoposten, Marta Sørensen, er træt af, at enkelte kvinder laver regler på vegne af hele kønnet.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hold mig ude af jeres kønskamp, medsøstre

Det falder mig svært at solidarisere mig med kvinder, der gør deres egen krop og krænkelser til alle kvinders kamp.

Debatindlæg

Livet som kvinde i Danmark byder på mange krænkelser: Først får man tilsendt opfordringer til at tage tøjet af, så vælter sexistiske silikonebryster ud over kioskhylderne, og endelig skal man betale horrible overpriser for at blive klippet.

Vigtige problemer, der tegner en lige vej til undertrykkelse af det svage/stærke køn (det er kvinder, hvis du var i tvivl) og derfor kræver holdningsændringer og måske et rask lille lovindgreb. Mener nogle kvinder.

Tillad mig derfor at smide endnu en krænkelse i bunken: Jeg er temmelig træt af at blive inddraget i en kønskamp, jeg ikke selv har valgt at være en del af, hvor enkelte kvinder taler på hele kønnets vegne om fornærmelser fra den patriarkalske samfundsorden i almindelighed og objektiviserende mænd i særdeleshed.

Min træthed står for egen regning, da jeg ikke har udført større undersøgelser af, hvorvidt danske kvinder føler sig krænket af andres krænkethed.

Det har Irene Manteufel, DR-journalist og forfatter, samt Sanne Søndergaard, komiker og blogger, heller ikke, men det forhindrer dem ikke i at gøre deres personlige krav til allekvindeseje.

Søndergaard (Kronik 15.6.) har det f.eks. ikke så godt med komplimenter, der vedrører kropsdele fra halsen og nedefter: »… jeg tror bare, at de fleste mennesker … vil foretrække komplimenter, der vedrører enten A) en egenskab eller B) øjnene, håret eller smilet«.

Det betyder ikke, at kvinder aldrig vil høre noget pænt om deres bryster, men det skal ifølge Søndergaard helst kun foregå i intime øjeblikke.

Sådan en komplet uverificeret observation ville ironisk nok passe fint ind i et mandemagasin, der guider sine læsere rundt blandt komplimenthungrende kvinder.

Men Sanne Søndergaard pointerer, at hendes indlæg ikke er en letbenet klumme, og skulle man være i tvivl, dukker sexchikane og decideret voldtægt op længere fremme som en temmelig alvorlig følge af, at mænd åbenbart er opdraget med, at kvindens krop ikke er hendes egen, men et sexobjekt til beskuelse og bedømmelse.

LÆS KRONIK

Her bevæger Søndergaard sig ubesværet fra mænds komplimenter over uopfordrede sextilbud til fysiske tilnærmelser, chikane og voldtægt.

Søndergaard dokumenterer ikke på noget tidspunkt, hvordan og hvorfor en bestemt holdning til kvindekroppen fører til sexforbrydelser, og om denne holdning beviseligt breder sig i Danmark.

Hun konstaterer bare, at vi som samfund »… ikke er specielt fremragende til at lære drenge og mænd, at kvinders kroppe er deres egne ...«. På samme måde oplever Søndergaard »utrolig tit«, at mænd tager parti for voldtægtsforbryderen.

Kiksede kommentarer om en kvindes røv, platte mandeblade og overpriser hos frisøren er ikke i sig selv forbrydelser, men bliver det i kraft af, at nogen opfatter fænomenerne som sexistiske

Altså en løst sammenkoblet række af personlige anekdoter og ubekræftede antagelser, der fremstiller mænd som lettere ubegavede liderlige dyr, der bagatelliserer frygtelige overgreb og tager sig alskens friheder, når de har fået lidt at drikke.

Jeg vil ikke argumentere for eller imod de her sammenhænge, mest fordi Søndergaard ikke selv argumenterer for dem, men bare opstiller dem som en selvfølge og gør sine egne antagelser til en teori om, hvorfor seriøse forbrydelser mod kvinder finder sted, og hvordan vi kan forhindre det.

Hvis en kvinde vil føre den kamp på mine vegne, ser jeg helst, at hun baserer sig på andet og mere end sine egne komplimentpræferencer.

Søndergaard går dog ikke så vidt som til at kræve statens indblanding, og her kunne Irene Manteufel lære noget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inspireret af en gruppe britiske feministers kampagne for at fjerne mandeblade fra kioskhylderne lægger Manteufel (manteufel.dk) op til, at vi i Danmark benytter os af »den firkantede model med lovgivning«, når det handler om at »af-normalisere sexisme«.

I Storbritannien har man nemlig indført en såkaldt Equality Act, hvor borgere kan anmelde sexisme i alle dens former, og hvis ordlyd for mig at se retfærdiggør klager over alt fra voldtægtsscener i pornofilm til reklamer for balloner.

Derimellem ligger anstødelige mandeblade som M!, der gennem længere tid har gjort Manteufel utilpas, flov og irriteret, samt en Tuborg-reklame, som journalisten var så krænket over, at hun var nødt til at se den mindst 7 gange.

Vi ser en glidende og uverificeret overgang fra store bryster i mandeblade over påvirkning af underbevidstheden til aggressioner, utryghed og en opmuntring til det andet køn om at krænke, også korporligt.

Igen et væld af personlige antipatier og anekdoter samt en total mangel på beviser, sammenhængende teorier eller bare erkendelsen af, at det, som nogle kvinder finder krænkende og undertrykkende, måske har en helt anden effekt på andre kvinder.

LÆS MERE

Det falder mig svært at solidarisere mig med kvinder, der gør deres egen krop og krænkelser til alle kvinders krop og alle kvinders kamp.

At fordømme overgreb, chikane og vold kan vi godt blive enige om. Selvfølgelig lægger kvinder ikke selv op til at blive overfaldet, og selvfølgelig skal mænd ikke have carte blanche til at rage på folk.

Og selvfølgelig vil jeg ikke bagatellisere konkrete overgreb mod kvinder. Ja, mænd er fysisk stærkere, og det er svært at se den ulighed som en gave for kvinder.

Men at bruge disse forbrydelser som slutningen på en glidebane, der starter med »Når nogen komplimenterer mine bryster, føler jeg, at …«, eller »Føj, hvor er M! et klamt blad – det får mig til at tro, at …«, er ikke at kæmpe alle kvinders kamp for retten til at bestemme over egen krop.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er at tilskrive alle kvinder ens egne holdninger til komplimenter, mandeblade og ølreklamer og gøre ens egne præferencer til kønskamp.

Kiksede kommentarer om en kvindes røv, platte mandeblade og overpriser hos frisøren er ikke i sig selv forbrydelser, men bliver det i kraft af, at nogen opfatter fænomenerne som sexistiske, og at de derfor kan gøres til krænkelser af kønnet, selvom der måske kun er tale om en enkelt fornærmet kvinde.

Ellers tak, kæmpende kvinder, jeg vil selv bestemme, hvorvidt store bryster i mandeblade støder mig eller ej.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce