Tegning: Roald Als.

Tegning: Roald Als.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Bent Jensen vinder den moralske sejr

I Østre Landsret toppes to af den kolde krigs frontfigurer i en sag, der er alt andet end kedelig.

Debatindlæg

I både Jyllands-Posten og Politiken er der en glimrende dækning af retssagen mellem historieprofessor Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl.

Injuriesagen anlagt af Dragsdahl foregår i Østre Landsret, og ved man noget i forvejen, er der ikke en finger at sætte på avisernes dækning af sagen.

Ved man ikke så meget eller slet ingenting, kan man med sindsro kaste sig ud i skildringen af denne duel mellem to frontfigurer i den kolde krig.

Som gammel koldkriger holder jeg 200 procent med Bent Jensen, og det er fristende at spekulere over, hvorfor Dragsdahl slipper af krogen, for det tror jeg, han gør.

Jensen vinder den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske, for når PET i to omgange har undladt at retsforfølge Dragsdahl, er der vel ikke noget at komme efter, selv om forhenværende PET-chefer ser forskelligt på sagen.

Dragsdahl var hverken spion eller påvirkningsagent, mente Henning Fode forleden i Østre Landsret.

Jo, han var, sagde Ole Stig Andersen under afhøringen.

Trods uenighed har begge PET-chefer dog resolveret, at Dragsdahl ikke skulle retsforfølges.

Det kan man grunde over. Mit gæt er, at PET har lovet Dragsdahl straffrihed, mod at han fortalte alt om forbindelsen med KGB.

Ligesom præsten og Stasi-agenten Aleksander Radler, der blev afsløret for et par år siden i Sverige. Gennem syv år førte Radler samtaler med det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, der lod ham slippe for tiltale og sikrede ham anonymitet, indtil nidkære journalister afslørede ham.

Spekulation og gætteværk, javist, men det er desværre det, som lukkede døre lægger op til.

Jensen vinder den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske

Værre er det for Bent Jensen, der risikerer at tabe sagen, medmindre forsvaret trækker en kæmpekanin op af hatten. Det kunne være en gammel KGB-mand, det kunne være selveste Oleg Gordijevskij, det kunne være sjovt.

Da man skal agte sig for injurier og i givet fald smugle dem ind i spalterne, skrev jeg for tre år siden i Weekendavisen, at »hvad skal KGB med spioner, når de har Jørgen Dragsdahl«, og det står jeg ved.

Jørgen Dragsdahl var i sin tid på Information en utrolig vidende, utrolig velinformeret og utrolig forfængelig journalist, der elskede at spille en rolle.

Som hvad?

Som en slags privatpraktiserende udenrigsminister, forsvarsminister og sikkerhedsrådgiver i ét, og hvis det er for meget af det gode, så kald ham konsulent.

Hvis jeg var KGB-mand i København, ville jeg sætte stor pris på noget konsulentbistand til forståelse af dansk politik under den kolde krig og den kolde krigs betydning i den danske offentlighed.

Jeg ville have aviser med til frokosten på Hotel Østerport, jeg ville spørge til dette og hint og have tal på raketter og sprænghoveder og spørge, om det er de rigtige tal.

Jeg ville lægge ørerne tilbage og nyde en briefing på højt niveau, gerne til ledsagelse af det højt belagte smørrebrød og øllen og snapsen, for gode konsulenter er guld værd. I mine øjne nok så meget værd som spioner og påvirkningsagenter og indflydelsesditto.

Det bliver nemt lidt konspiratorisk og indviklet, modsat konsulentens ligefremme og kompetente analyse af situationen på en god dansk frokostrestaurant – i ytringsfrihedens navn. Det sidste skal med, selv om det ikke står på menukortet.

Det vigtigste for en KGB-agent i datidens København var at få en kvalificeret udlægning af situationen, og derfor var der rift om fremtrædende danske politikere, journalister og redaktører. Ingen nævnt, ingen glemt.

Der var også rift om militærfolk, og kunne man få en efterretningsmand i garnet eller en forløben diplomat, var det selvfølgelig en triumf. Det var også en sjældenhed, hvorimod frokostaftaler med danske mediefolk og politikere hørte til dagens orden.

Hvis jeg var KGB-mand i København, ville jeg sætte stor pris på noget konsulentbistand

Hvad der gjorde dem appetitvækkende for en KGB-mand i København?

Viden og forfængelighed og den uimodståelige trang til at spille en rolle. Om ikke på verdensscenen så den politiske og kollegiale scene, hvor man profilerer sig og understreger vigtigheden af sin person.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Norske Arne Treholt gjorde det på sin måde og gik over stregen, da han modtog store pengebeløb fra KGB.

Kald ham spion, agent, det blev han dømt som.

Jeg vil i tilgift kalde ham konsulent, for han delte ud af sin viden med rund hånd, og han følte sig betydningsfuld ved det.

Ligesom Jørgen Dragsdahl, der efter alt, hvad vi ved, aldrig har taget mod penge, aldrig er hvervet som vaskeægte spion, men bare har givet partiet som konsulenten, der vidste alting og mere til og med flid øste ud af det.

I mine øjne er det guld værd, så man skal passe på med at sætte kikkerten for det blinde øje og spejde efter spioner og agenter.

Så jeg holder fortsat 200 procent med Bent Jensen, uden jeg af den grund vil kalde Jørgen Dragsdahl for spion og agent.

Han var konsulent, og lyder det ikke af meget, er jeg vis på, at det blev værdsat på rette sted.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden