Jeg er syg.
Selvdyrkelsessyg. Egosyg. Se-mig-syg. Og det er du også. Enormt syg udi navlebeskuelseskunstens allerdybeste hjørnekrog. Og du elsker det.
I de seneste 30 år har en alvorlig narcissismeepidemi indtaget det danske samfund og gjort min generation til en klæbrig socialtudslettende masse.
Som ringe i vandet har vi forpestet generationen før og efter os og skabt et samfund evigt søgende efter opmærksomhed og anerkendelse. Evigt på. Evigt mig og kun mig.
Vi skulle kun lige sige farvel til 1970’erne, da det pludselig blev moderne at placere sit barn som en kæmpemæssig curlingsten foran sig og feje vejen for det i håbet om at skåne de mentale børneknæ for asfalten på barndomslivets fortov.
Så snart vi forlod moders skød og mærkede modermælken buldre ind i munden på os, stod I klar med ubetinget opmærksomhed og endeløs bekræftelse. Det var skønt.
Det var smukt. Men nu er vi blevet voksne. Os, der blev født i de glade 80’ere og vilde 90’ere.
De første generationer, der ved, hvad det vil sige at være et curlingbarn med økonomisk opsving i mundvigen og overskud på egokontoen.
Født, opdraget og undervist af en generation, der troede, at deres nytænkende pædagogiske intentioner var gode. Men vejen til Helvede er som bekendt brolagt med den slags.
Hvad tænkte I mon på? Jeres børn skulle i hvert fald ikke opdrages med kæft, trit og retning.
I stedet satte I jeres lid til ’dit kompetente barn’ og læste den som en forældrebibel udi opdragelse.
Behov skulle tolkes. Kompetente fællesorienterede individer skulle skabes. I gav los for Rudolf Steiner-pædagogik og laissez faire-opdragelse.
Vi fik lov til at gøre, som det passede os. I hev os med på råd, når der skulle tages familiære beslutninger.
I kørte og hentede og bragte. I bar vores skoletasker helt ind i klasseværelset og tilbage igen. I købte, investerede og forkælede. Sagde ja og amen og endnu mere ja. Det skulle nok gøre os til ansvarlige voksne.
Hvor tog I dog grueligt fejl.
I gjorde alt for at glemme jeres eget behov. Og tanken var jo god nok. Men det gik galt. Det havde den modsatte virkning, og det tog overhånd.
Ud kom en generation med en overvurderet og usund forventning til livets muligheder. Som sultne onlinejunkier står vi tændte og klar.
For vi er i øjeblikket ramt af det, som en amerikansk forsker har kaldt en regulær narcissismeepidemi. En sygelig trang til at dyrke os selv.
Personlig branding og selvrealisering har efterhånden tævet vores samfundsstruktur i gulvet. Det er blevet allemandseje og en naturlig del af vores hverdag.
Sandheden er, at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis vi kan poste det Facebook efterfølgende
Freia Dam
Og hvem er vi så blevet, os, der blev opdraget som dyrebare curlingsten?
Vi sætter pris på overdreven materialisme og ligegyldighed over for resten samfundet. Vi hader jeres flowerpowermentalitet og fokus på fællesskabets værdier. Vi får først børn, når det passer ind i karrieren. Vi ammer uhæmmet alle vegne og lyncher dem, der gør oprør.
Vi bliver skilt, når der går hverdagssovs og kedelige kartofler i dobbeltsengen. Vi kører lige præcis i den slags forurenende bil, det passer os.
Vi smider skraldet på gaden, og vi vil gerne vide, hvad verden kan gøre for os, før vi overhovedet overvejer, hvad vi kan gøre for den.
Vi kan absolut ikke se problemet i at blive suget, skåret og fyldt med botox og silikone, til vi segner. Og vi elsker at lege, at vi rent faktisk gør noget godt for samfundet. Sandheden er, at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis vi kan poste det Facebook efterfølgende.
For vi er faktisk ret ligeglade med andres problemer, så længe Facebook virker. Her kan vi nemlig drukne os selv i iscenesatte selvportrætter og succesfyldte statusopdateringer. Vi liker, poster, kommenterer, liker lidt mere og tæller, hvor mange der ønsker os tillykke med fødselsdagen.
Skriv kommentar