Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I gjorde os til narcissister

Vores forældre har ødelagt os med endeløs bekræftelse og forkælelse.

Debatindlæg

Jeg er syg.

Selvdyrkelsessyg. Egosyg. Se-mig-syg. Og det er du også. Enormt syg udi navlebeskuelseskunstens allerdybeste hjørnekrog. Og du elsker det.

I de seneste 30 år har en alvorlig narcissismeepidemi indtaget det danske samfund og gjort min generation til en klæbrig socialtudslettende masse.

Som ringe i vandet har vi forpestet generationen før og efter os og skabt et samfund evigt søgende efter opmærksomhed og anerkendelse. Evigt på. Evigt mig og kun mig.

Vi skulle kun lige sige farvel til 1970’erne, da det pludselig blev moderne at placere sit barn som en kæmpemæssig curlingsten foran sig og feje vejen for det i håbet om at skåne de mentale børneknæ for asfalten på barndomslivets fortov.

Så snart vi forlod moders skød og mærkede modermælken buldre ind i munden på os, stod I klar med ubetinget opmærksomhed og endeløs bekræftelse. Det var skønt.

Det var smukt. Men nu er vi blevet voksne. Os, der blev født i de glade 80’ere og vilde 90’ere.

De første generationer, der ved, hvad det vil sige at være et curlingbarn med økonomisk opsving i mundvigen og overskud på egokontoen.

Født, opdraget og undervist af en generation, der troede, at deres nytænkende pædagogiske intentioner var gode. Men vejen til Helvede er som bekendt brolagt med den slags.

Hvad tænkte I mon på? Jeres børn skulle i hvert fald ikke opdrages med kæft, trit og retning.

I stedet satte I jeres lid til ’dit kompetente barn’ og læste den som en forældrebibel udi opdragelse.

Behov skulle tolkes. Kompetente fællesorienterede individer skulle skabes. I gav los for Rudolf Steiner-pædagogik og laissez faire-opdragelse.

Vi fik lov til at gøre, som det passede os. I hev os med på råd, når der skulle tages familiære beslutninger.

I kørte og hentede og bragte. I bar vores skoletasker helt ind i klasseværelset og tilbage igen. I købte, investerede og forkælede. Sagde ja og amen og endnu mere ja. Det skulle nok gøre os til ansvarlige voksne.

Hvor tog I dog grueligt fejl.

I gjorde alt for at glemme jeres eget behov. Og tanken var jo god nok. Men det gik galt. Det havde den modsatte virkning, og det tog overhånd.

Ud kom en generation med en overvurderet og usund forventning til livets muligheder. Som sultne onlinejunkier står vi tændte og klar.

For vi er i øjeblikket ramt af det, som en amerikansk forsker har kaldt en regulær narcissismeepidemi. En sygelig trang til at dyrke os selv.

Personlig branding og selvrealisering har efterhånden tævet vores samfundsstruktur i gulvet. Det er blevet allemandseje og en naturlig del af vores hverdag.

Sandheden er, at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis vi kan poste det Facebook efterfølgende

Og hvem er vi så blevet, os, der blev opdraget som dyrebare curlingsten?

Vi sætter pris på overdreven materialisme og ligegyldighed over for resten samfundet. Vi hader jeres flowerpowermentalitet og fokus på fællesskabets værdier. Vi får først børn, når det passer ind i karrieren. Vi ammer uhæmmet alle vegne og lyncher dem, der gør oprør.

Vi bliver skilt, når der går hverdagssovs og kedelige kartofler i dobbeltsengen. Vi kører lige præcis i den slags forurenende bil, det passer os.

Vi smider skraldet på gaden, og vi vil gerne vide, hvad verden kan gøre for os, før vi overhovedet overvejer, hvad vi kan gøre for den.

Vi kan absolut ikke se problemet i at blive suget, skåret og fyldt med botox og silikone, til vi segner. Og vi elsker at lege, at vi rent faktisk gør noget godt for samfundet. Sandheden er, at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis vi kan poste det Facebook efterfølgende.

For vi er faktisk ret ligeglade med andres problemer, så længe Facebook virker. Her kan vi nemlig drukne os selv i iscenesatte selvportrætter og succesfyldte statusopdateringer. Vi liker, poster, kommenterer, liker lidt mere og tæller, hvor mange der ønsker os tillykke med fødselsdagen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi bliver venner med folk, vi ikke kender, og sletter gamle barndomsvenner, hvis de træder ved siden af. Vi optager sindssyge kviklån i håbet om at blive lykkelige og smukke.

Vi kræver det gode liv og den fede vennekreds. Vi tager en limousine til White Sensation og higer efter jeres blikke, når vi træder ud af den.

Vi gider ikke høre på andres klynk, men regner med, at I hører på vores ynk. Vi er generation curling. Vi kan alt. Og det forpligter.

Der er f.eks. aldrig blevet sendt så meget reality-tv som nu. Stort set alle danske kanaler har en sluse for inkompetente curlingbørn, der vil prøve lykken på tv.

For os er stjernestatus og berømmelse blevet en borgerlig rettighed. Vi overskrider gerne egne grænser for at kunne smage berømmelsens søde frugt. Vi flasher gerne uvidenhed og underliv, hvis det kan gøre os kendte. Hvad som helst. Bare det gør os kendte.

Paradise-Amalie, For-lækker-til-love-Gustav, Sidney Lee og Linse Kessler.

Sørgelige beviser på, hvordan 80’er- og 90’ernes massive fokus på individet fik skovlen under fornuftig opdragelse, kompetent arbejdsomhed og almen god opførsel.

De fleste realitystjerner ejer ikke en snert af talent og forholder sig skræmmende ukritisk til sig selv og deres påståede evner. For det er sådan, de har lært at leve.

Med en underlig form for selvindsigt, som udelukkende baserer sig på dyrkelsen af deres eget jeg. For hvem er jeg, og hvad kan I gøre for mig? Mig? Mig? Mig?

Og I gjorde det jo i god mening. Alle jer, der fejede foran os. I troede, at I skabte en supergeneration af hjælpsomme, samfundsbevidste og kærlige indvider.

I dag står vi midt i en gloende finanskrise og en endnu mere truede klimakrise. Det burde være svar nok?

Men generation curling har altså travlt med andre ting, som hvem vi egentlig er, og hvordan vi får mest ud af verdens mange muligheder.

Det går bare ikke længere. Det er blevet tid til at sadle om og skabe en mere ligelig fordeling mellem individualitet og fællesskab.

Det er på tide, at vi gør op med tre årtiers vanvidsopdragelse og søger tilbage til vores bedsteforældres mere samfundsorienterede tilgang til systemer og fællesskab.

Bliver vi ved med at fremelske vores eget behov, vil vi i fremtiden opleve en verden, hvor alle er totalt ligeglade med, hvorvidt deres eget behov gør skade på andre mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi bliver nødt til at gribe ind nu og ændre vores indstilling. Samfundet er altså ikke en legeplads, hvor alle er til for mig.

Generation curling har nået en alder, hvor den næste generation er ved at blive spyttet ud. Lad os vise dem, at der altså er grænser for, hvor selvfokuseret et samfund kan tillade sig at være.

Lad os give dem et realistisk billede af deres evner og understrege, at man også kan blive et lykkeligt menneske uden at skulle på tv.

Mon ikke generation curling kan gøre det bedre end dem, som satte os i verden?

Generation curling kan jo alt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce