Kilde. »Hele Bent Jensens (billedet) fortælling (...) er, fra ende til anden, hentet i min Kronik«, skriver forfatter og litteraturkritiker Niels Barfoed, der selv deltog i den omdiskuterede middag i Politikens Hus.
Foto: FINN FRANDSEN

Kilde. »Hele Bent Jensens (billedet) fortælling (...) er, fra ende til anden, hentet i min Kronik«, skriver forfatter og litteraturkritiker Niels Barfoed, der selv deltog i den omdiskuterede middag i Politikens Hus.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Dr.phil.: Her er, hvad der skete til Politiken-middagen, Bent Jensen

Øjenvidne til omdiskuteret middag korrekser Bent Jensens misvisende gengivelse.

Debatindlæg

I polemikken mellem historikerne Bo Lidegaard og Bent Jensen i anledning af den førstes anmeldelse af den sidstes ’Ulve, får og vogtere’ om den kolde krig i Danmark, har der været en del tale om omgang med kilder.

Et eksempel, der er fløjet frem og tilbage, refererer til et besøg i København af den eksilrussiske forfatter og dissident Andrej Sinjavskij i marts 1975, og hvad deraf fulgte i den hjemlige andedam. Jeg deltog i middagen for den russiske gæst, som Politiken afholdt i Politikens Hus 2. oktober 1975. Derfor disse linjer.

Bo Lidegaard er den første til at medgive, at der i det nye tobindsværk er samlet »hårrejsende citater fra kendte personer på datidens (...) artige sager, som Jensen har fundet frem og dermed unddraget dem en nådig glemsel«.

Det anerkendes også, at »det meste sikkert er korrekt gengivet«, men det tilføjes, at »tryg kan læseren ikke være«. For de punktvise tjek, Lidegaard har foretaget, er nemlig ikke betryggende: Det korrekte er i alle tilfælde til at overskue. Her kan jeg måske være til hjælp.

Jeg kan konstatere, at selv om det fremtræder sådan, er Bent Jensens kilde til begivenhederne ikke Politikens mangeartede dækning af det russiske besøg, men alene en Kronik af mig om hele halløjet i den københavnske forfatterverden, herunder den omtalte middag. Kroniken blev oven i købet skrevet ikke bare langt senere, men hele 22 år efter besøget, hvilket har sin årsag! Den stod i Politiken 27.2.1997.

Hele Bent Jensens fortælling – lige fra både Dansk PEN og Dansk Forfatterforenings ynkværdige nej tak til Sinjavskijs besøg til forfatteren Poul Vads hæderfulde undskyldning på sine danske forfatterkollegers vegne i Publicistklubben – er, fra ende til anden, hentet i min Kronik.

Og det er der ikke noget galt i! – hvis det var fremgået af en kildeangivelse. Det er det ikke. Det fremtræder, som om Bent Jensen selv har været ude at lede. Så meget om forpligtelsen til at henvise til, hvorfra man har hvad. Hvad der derimod er noget ubetinget galt i, er selektiviteten.

I min Kronik står der: »Politiken, der havde tilbudt at stå for forfatterbesøget, bød den ene aften på en mindre spisning«. Hos Bent Jensen er det skrumpet ind til: »Politikens redaktion bød Sinjavskij på spisning«.

Med andre ord er det Bent Jensen om at foregive, at kulinarisk kunne bladet godt spendere et måltid på den forfulgte forfatter, men ellers ...

Det er forvrængning eller manipulation.

Sagen er, at det ene og alene var takket være Herbert Pundik, dengang chefredaktør på Politiken, at Sinjavskijs skandinavienrejse overhovedet kom til at indbefatte Danmark. Det tjener med andre ord Politiken til ære at have sikret København Sinjavskijs besøg.

Og æres den, der æres bør. Selv om det falder én svært. Det er en god regel, også i videnskab.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Uden noget at have det i taler Bent Jensen videre om »den skepsis, hvormed danske intellektuelle rundt om bordet mødte den russiske forfatters omtale af uhyrlige krænkelser af ytringsfrihed og menneskerettigheder i Sovjetunionen«.

Var Bent Jensen gået til kilderne, dvs. Politikens omtaler, kunne han have set, hvem der omgav eksilrusseren omkring bordet. Det gjorde professor Bjarne Nørretranders, professor Carl Stief, tv-journalisten Peter Dalhoff og forfatteren Jurij Moskvitin – af hvilke ved gud ikke en eneste kan beskyldes for at være venstreintellektuel skeptiker. Nærmest tværtimod. Politikens redaktion var repræsenteret – ud over af mig og Thomas Bredsdorff – af den ubestikkelige sovjetkender J.B. Holmgård.

Så det var synd at sige, at der var tale om et skeptisk selskab. Men det er, hvad Bent Jensen gør. Den slags kan man tillade sig i romaner og til nød i polemisk essayistik, men det skal man i givet fald have støtte til fra Kunststyrelsen og ikke fra Folketinget.

Hele min Kronik var udsprunget af en stilfærdig selvransagelse – 22 år senere. Den eneste, der stillede skeptiske spørgsmål, var nemlig mig og derudover Thomas Bredsdorff.

I kroniken i 1997 undrer jeg mig over, hvorfor jeg dengang tvivlede på, om den tidligere straffefanges ord om forholdene i Gulag nu også stod til troende. Smurte Sinjavskij nu ikke for tykt på? Propaganda er jo propaganda, uanset hvor den kommer fra.

Min retrospektive Kroniks overskrift var: ’Det måtte ikke være sandt’. Og dens spørgsmål var: Hvorfor måtte det ikke være sandt, hvad f.eks. en forfatterkollega som Sinjavskij fortalte om sovjetsystemets umenneskelighed? Hvorfor skulle han lyve snarere end at tale sandt?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Svaret kan man læse i mange bøger, endog i nogle af mine egne. En stor drivkraft i Bent Jensens forfatterskab fra først til sidst er en fundamental trang til at lægge intellektuelle – af nogle kaldt smagsdommere – for had.

Og samtidig idealisere det sunde folk, som ikke sådan lader sig tage ved næsen. Dem kalder Bent Jensen et sted, i øvrigt med et tankevækkende udtryk, de »rå og simple mennesker, som rent ud siger det, de mener skal siges, i sandhedens tjeneste« . Gad vidst, om han f.eks. tænker på de 255.236, der stemte kommunisterne ind i Folketinget ved det første valg efter krigen?

Udhængningen af de intellektuelle i store bundter – for enhver pris, også den videnskabelige hæderlighed – er som bekendt altid begyndelsen til noget værre. Det burde den vide, som har studeret Sovjetunionens historie.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce