Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Historiker Bent Jensen har svært ved at styre sig

Bent Jensen har overdrevet flere påstande.

Debatindlæg

I mine erindringer ’En hel Nielson’ er bl.a. indeholdt det fulde referat af de samtaler, Kjeld Olesen, Lasse Budtz og jeg førte i Moskva i 1984.

Spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone var det væsentligste emne, og efter forgæves at have presset vore sovjetiske samtalepartnere til at klargøre, hvad Sovjetunionens bidrag til en sådan zone i givet fald skulle gå ud på, var det vores konklusion, at der for vort vedkommende herefter ikke ville være noget grundlag for en fortsat diskussion om den sag.

Det var også indholdet af den pressebriefing, vi tre gennemførte i Internationalt Presse Center i København 23. oktober 1984 efter hjemkomsten fra Moskva.

Lasse Budtz udtalte sig imidlertid i august-september året efter om zonen på en måde, der lå helt uden for, hvad der var Socialdemokratiets standpunkt i sagen, idet han bl.a. sagde, at det kunne blive nødvendigt at etablere zonen uden stormagtsgaranti, altså også selv om USA ikke ville garantere den, og at det var realistisk at gå videre med sagen.

Bent Jensen smugler (side 410) i sin omtale af Lasse Budtz' udtalelser et ’man’ ind i teksten med den effekt, at hans udtalelser kommer til at fremstå med større autoritet – som om dette var partiets officielle politik og ikke Lasse Budtz' egen, uautoriserede udmelding. Han slutter afsnittet med følgende: »Hverken Kjeld Olesen eller Poul Nielson ses at have taget afstand fra Lasse Budtz' vildledning«.

På side 155 i ’En hel Nielson’ står der: »Jeg tog offentligt skarpt afstand fra denne udtalelse, blandt andet i Politiken 22. august 1985: Vi gjorde det helt klart i Washington, at en zone skal forhandles med alliancepartnerne, og at en zone uden deres accept og garanti var uden interesse. Derfor kan Lasse Budtz ikke foreslå noget andet, uden at vi i partiet tager en helt ny debat, og dér vil der også komme andre synspunkter frem, bl.a. fra mig«.

Min bog udkom i efteråret 2011. Den indeholdt også udførlige referater af de samtaler, Kjeld Olesen, Lasse Budtz og jeg havde i Washington i december 1984, hvor vi igen og igen understregede, at Socialdemokratiet ikke lagde op til, at Danmark skulle foretage ensidige skridt.

Bent Jensen har således haft adgang til alt dette, men ’En hel Nielson’ figurerer ikke på listen over anvendt litteratur eller i noterne. Hans fravalg af især Washington-referatet og mine kommentarer hertil kombineret med hans tilbøjelighed til at tillægge Lasse Budtz' mere eller mindre disciplinerede udtalelser en indiskutabel autoritet svækker Bent Jensens faglighed.

Et lille eksempel på, at Bent Jensen har svært ved at styre sig: I billedteksten side 409 står der om Kjeld Olesen, at han »mistede sin tidligere centrale placering i partiet og forlod politik efter et pinligt angreb på FE i 1985«.

Men på side 412 redegør Bent Jensen korrekt for sagen, nemlig at FE i sin rapport alene havde henholdt sig til den af Tass udsendte meddelelse uden at nævne, at vi tre netop ikke havde accepteret nogen fælles udtalelse – uanset at FE faktisk også havde modtaget mit udførlige referat. Det var FE, der var pinlig. Det er symptomatisk, at historikeren Bent Jensen ikke magter at tøjle politikeren Bent Jensen i billedteksten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det korte af det lange om Norden som atomvåbenfri zone er, at denne tanke op gennem hele efterkrigstiden var en komponent i tankegangen om Norden som en region med et lavere spændingsniveau.

Det kørte noget frem og tilbage over tid, hvilket land der talte for tanken, men der var aldrig tale om et realpolitisk projekt. Det, man kan kritisere Socialdemokratiet for i denne sammenhæng, var, at det i en periode i højere grad lod sig lede af almene placeringspolitiske overvejelser end af egentlige sikkerhedspolitiske analyser.

Til sidst – i 1988 – snublede Svend Auken så i fodnoterne, da de radikales placeringspolitiske overvejelser var blevet ændret.

Men Bent Jensens generelle påstand om, at Socialdemokratiet var blevet forført af mørke kræfter, der ville have os ud af Nato, er vildt overdrevet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce