Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Retssikkerheden er dømt ude

Når det kommer til tvangsanbringelser, er retssikkerheden meget lille.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra 2010 til 2011 steg antallet af tvangsfjernelser i hele landet med 22 procent, mens de i Ringsted Kommune steg med 33 procent.

Fra 2009 til 2011 blev antallet af tvangsfjernede børn i Ringsted mere end fordoblet, viser tal fra Ankestyrelsen. Og netop Ringsted Kommunes håndtering af en tvangsanbringelse har fået vores socialfaglige pis i kog.

Lad os lægge ud med en sag fra Ringsted Kommune: En mor får en lussing af sin mand og hiver i desperation deres fælles to drenge på 3 og 5 år ud ad døren og på krisecenter. Kommunen får kendskab til sagen og beder krisecentret fortage en underretning. Historien ender med, at begge drenge nu er tvangsfjernet på andet år.

Forældrene er fortsat sammen og kæmper i dag for at få hjemgivet deres drenge, der begge er blevet behandlingskrævende, efter at de blev tvangsfjernet. Drengene er beskrevet i psykolograpporter som værende syge af savn af far og mor.

Familien er blevet dømt som nomade-familie med seks flytninger og anklager om tvangsfjernelse i alle seks kommuner. Sagen er bare, at familien kun har boet i to kommuner og aldrig har været underrettet til de sociale myndigheder før den dag, hvor moderen valgte at tage hjemmefra grundet krise i hjemmet.

Hvem har magten til at bedømme, hvornår man er en god eller dårlig forælder? Socialrådgivere har altid været den faggruppe, der besad denne rolle i forvaltningen, og er det fortsat.

Da vi for ca. 15 år siden skulle til at søge job som nyuddannede socialrådgivere, var det med ærefrygt. Tænk, at vi en dag kunne få lov til at bestride myndighedsfunktionen på børneområdet. I dag holder mange erfarne socialrådgivere sig væk. Med 60 børnesager er fagligheden ikke en del af hverdagen.

Det er reduceret til et administrativt job, hvor der ingen kontakt er med de familier, hvorfra man skal tvangsfjerne et barn. Mange sager, hvor familier har fået tvangsfjernet børn, har ofte haft op til seks forskellige sagsbehandlere på et år, der blot overtager forgængernes vurdering. Der er så stor udskiftning, at der ikke opnås kendskab til de enkelte familier. Med den viden fravælger mange med erfaring området.

Vi er klar over, at enkelte bliver og kæmper – hatten af for dem. Men udskiftningen resulterer i, at nyuddannede socialrådgivere på 23 år sidder med f.eks. 60 børnesager, hvor de skal afgøre, om et barn skal tvangsfjernes. De kan altså komme direkte ind fra skolebænken og frakende enhver far og mor deres ’forældrekørekort’.

Reglerne for at miste ’kørekortet’ er så forskelligt vurderet, da sagerne beror på skøn. Så vil mange sige: Jamen der er jo en lov, som beskytter børnene mod uretmæssige tvangsanbringelser. Og ja, det er der. Det er serviceloven og barnets reform, der skal følges på dette område. Ligesom loven skal følges på det strafferetslige område. Den sociale lovgivning er blot en discountlov, som ingen tager alvorligt.

Den er offer for et af danskernes allerstørste paradokser, nemlig den stærke skelnen mellem lov og regler. Vi er som folkefærd en ret lovlydig forsamling. Langt mere end andre europæiske befolkninger. Vi forstår loven, vi adlyder stort set altid, og hvis vi ikke gør, tager vi konsekvensen og betaler bøden. Straf virker afskrækkende på de fleste almindelige danskere. Regler tager vi lettere på.

Det med skat, sort arbejde og fradrag ser vi som regler, fordi man kan bryde dem og nøjes med at betale en bøde. Derfor er retssikkerheden meget lille, når det kommer til tvangsanbringelser på det sociale område.

Den blinde tillid har haft stor konsekvens for socialområdet ude i kommunerne. Den har betydet, at de kommuner, som har set en smart fidus i at spare på de mennesker, hvis stemme er svagest, herunder børnene, har haft succes med at skøjte hen over stort set alt helhedsorienteret socialt arbejde.

I stedet arbejder de med en facitliste, der blandt andet indeholder fakta, som at en søskende-tvangsanbringelse ryger til statsfinansiering, fordi den behandles som én sag, og dermed overstiger maksimumgrænsen for, hvad en kommune selv skal bære ud af bloktilskuddet. Forældreinddragelse og vejledning er noget af det dyreste i sociallovgivningen, fordi det ikke udløser statsrefusion.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pudsigt nok er det en af de ting, man kan kigge længst efter i børne- unge-forvaltningerne.

Ankestyrelsen er den eneste ankeinstans for sociallovgivningen, og ankestyrelsens jurister er oplært af Kammeradvokaten. Kammeradvokaten er statens og kommunernes forsvarsadvokatur. Det er altså teknisk set staten, der bestemmer Ankestyrelsens praksis, hvorfor man ikke kan kalde det en uvildig instans. Systemet lukker sig om sig selv, og retssikkerheden er dømt ude.

Folketinget vil ikke tage børnesagsproblematikken op under henvisning til det kommunale selvstyre – og har en forventning om, at loven selvfølgelig overholdes.

Man kan jo spørge sig selv, som vi gør: Hvis Folketinget har så blind tillid til, at kommunerne følger gældende lov, hvorfor er der så ikke 100 procent statsrefusion på alle sociale sager?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden