Nydansker? Jeg er da ikke ny i Danmark!

Jeg er dødtræt af at blive kaldt nydansker efter at have været i landet i mere end to årtier.

Debatindlæg

I weekenden valgte jeg – efter et års indsats – ikke at genopstille til Ny-Dansk Ungdomsråd.

Indtil nu har jeg prædiket om, hvor vigtigt det er at inkludere ’nydanskere’ i foreningslivet og nedbryde fordomme mellem etniske danskere og ’nydanskere’.

Arbejdet og intentionerne var gode, men ordet ’nydansker’ er noget, jeg fortryder at have benyttet.

Jeg forsvarede endda Ny-Dansk Ungdområds arbejde i et indlæg i Politiken i december.

Det var, efter at Politikens debatredaktør havde rettet kritik mod rådet.

Det tog altså også mig tid at indse, hvor forkert og stigmatiserende brugen af betegnelser som 'nydansker’ og ’tredjegenerationsindvandrer’ er. Gudskelov er jeg blevet klogere siden da.

Jeg foreslog for en måned siden, at navnet på rådet skulle ændres. Der er en misforstået opfattelse af, at Ny-Dansk Ungdomsråd er et etnisk eller religiøst råd, hvor det udelukkende er såkaldte ’nydanskere’, der kan opstille.

Hvis man ser på sammensætningen af Ny-Dansk Ungdomsråd, fremgår problemet tydeligt, da der blot er to etniske danskere repræsenteret i rådet. Navnet på rådet ekskluderer altså frem for at inkludere, hvilket står i klar modsætning til rådets primære mål om at inkludere flere unge ’nydanskere’ i demokratiet.

Internt i Ny-Dansk Ungdomsråd er der også blandt en række af medlemmerne stemning for at ændre navnet.

På trods af dette blev forslaget desværre blankt afvist af ansatte hos Dansk Ungdoms Fællesråd. Forklaringen på dette var, at det ville være for tidskrævende og besværligt at blive enige om et nyt navn.

Nydansker er jeg bestemt ikke. Tværtimod. Min familie og jeg kom til Danmark som politiske flygtninge i julen 1991, da jeg var 6 måneder gammel



Det drejer sig altså udelukkende om en håndfuld ansatte hos Dansk Ungdoms Fællesråd, der står i vejen for en navneændring.

Jeg modtog desuden en decideret skideballe af en ansat fra Dansk Ungdoms Fællesråd til rådets valgkonference i weekenden, fordi jeg bl.a. fremførte mine synspunkter om rådets navn over for opstillede kandidater.

Hvilke interesser har Dansk Ungdoms Fællesråd i at beholde et samfundsskadeligt navn? Er det et spørgsmål om adgang til flere integrationsmidler? Jeg er overbevist om, at Hal Koch – Dansk Ungdoms Fællesråds grundlægger – havde vendt sig i sin grav, hvis han kendte til paraplyorganisationens udemokratiske og ekskluderende opførsel.

Nydansker er jeg bestemt ikke. Tværtimod. Min familie og jeg kom til Danmark som politiske flygtninge i julen 1991, da jeg var 6 måneder gammel.

Mine forældre gik med det samme i gang med at lære dansk i sprogskole, og mine søskende og jeg startede i henholdsvis modtagelsesklasse og daginstitution. Vi var dengang såkaldte ’nye danskere’, og vores omskoling var lige blevet sat i gang.

Da jeg var 3 år gammel, besluttede mine forældre sig for, at vi skulle fejre jul med grantræ og hele moletjavsen. Ikke af religiøse årsager, men af hensyn til mine søskende og mig. En hyggelig og varm tradition i en kold tid, som vi stadig fejrer.

I min barndom har jeg primært haft danske venner. Mine forældre udtrykte aldrig nogen indvendinger, når jeg skulle overnatte hos dem. Og gudskelov for det.

Jeg tør ikke drømme om, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde haft muligheden for at omgås socialt på lige fod med mine klassekammerater. En mulighed, som mange af mine venner – med anden etnisk baggrund - ikke havde dengang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Jeg læser i dag ved Københavns Universitet, hvilket min søster også gør. Min far er efter mange år som selvstændig gået på pension, min mor er tandplejer, og min bror er selvstændig. Vi taler alle flydende dansk, bidrager til samfundet og stemmer, når der er valg. Vi er altså – efter min egen, mine venner og bekendtes opfattelse – danskere.

Jeg har ikke haft brug for et landsdækkende råd for at klare mig godt her i livet.

Mine afghanske rødder har ikke været et handikap eller en stopklods for, at jeg er velfungerende. Jeg har haft samme grundlæggende forudsætninger – som også gør sig gældende for alle andre unge i landet – for at klare mig godt her i livet.

Derfor undrer det mig, at Ny-Dansk Ungdomsråd udelukkende har fokus på at inddrage ’nydanskere’ i demokratiet. Hvorfor i alverden har rådet ikke fokus på at inddrage unge danskere generelt?

Er det udelukkende danskere med anden etnisk baggrund, der ikke er velfungerende?

Er min afghanske baggrund en skavank?



Det har ikke været tilfældet for mig, og jeg er sikker på, at det ikke er tilfældet for mange af mine ligesindede. Jeg anerkender de tørre tal, der viser, at danskere med anden etnisk baggrund generelt er underrepræsenteret på flere områder, hvilket til dels legitimerer en indsats, udelukkende rettet mod dem.

Det er dog voldsomt stigmatiserende at italesætte en integrationsindsats, der alene er rettet mod danskere med anden etnisk baggrund. Jeg er bange for, at indsatsen skader mere, end den gavner.

Jeg bliver ofte mødt med rystende hoveder og nedværdigende bemærkninger fra personer, der ikke mener, jeg er dansker. Jeg er adskillige gange stødt på følgende argument for, at jeg aldrig kan tillade at kalde mig dansk: »En kalv, der er født og opvokset blandt grise, bliver heller ikke til en gris, vel?«.

En fordummende, primitiv og uhyggelig logik. Det forholder sig heldigvis således, at grise og køer tilhører to vidt forskellige arter, og vi mennesker tilhører den samme. Vi kalder ikke kun indianerne i USA for amerikanere og heller ikke kun aboriginerne i Australien for australiere, vel?

Da jeg var 3 år gammel, besluttede mine forældre sig for, at vi skulle fejre jul med grantræ og hele moletjavsen. Ikke af religiøse årsager, men af hensyn til mine søskende og mig

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Unge danskere, der er født eller opvokset i landet, er ikke længere nye danskere, men danskere. Det samme gør sig gældende for anden- og tredjegenerationsindvandrere.

Hvor længe skal I blive ved med at finde på nye kreative ord for de borgere i vores samfund, der egentligt er danskere? Hvorfor skal I bestemme, om vi er danskere eller ej? Hvem har givet jer den ret?

Da jeg gik i folkeskole, havde jeg følelsen af, at jeg skulle passe på med at være for dansk.

Hvis jeg ikke passede på, risikerede jeg at blive kaldt ’dansker’ af andre med anden etnisk oprindelse, hvilket var en meget brugt og skamfuld etiket at få på sig.

Jeg havde ofte følelsen af at være en frafalden blandt de elever, der – ligesom jeg – havde rødder i et andet land. Fordi du ikke kan være fuldgyldig borger i det samfund, du har bosat dig i, uden at give afkald på din oprindelige identitet, er det ikke ensbetydende med, at jeg heller ikke kan.

Hold op med at se så overrasket ud. Ja, jeg taler godt dansk. Ja, jeg betaler skat af min indkomst. Ja, jeg tager en uddannelse og bidrager til vores fælles samfund. Og ja, jeg har en plan om at stifte familie og dø i dette land, som er både dit og mit. Drop jeres diktering af, hvad jeg er og ikke er. Det skal jeg nok selv klare.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden