Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tening: Anne-Marie Steen Petersen

Tening: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Priviligerede forældre må droppe tuderiet

Det kræver kedeligt rugbrødsarbejde at få tilværelsen til at hænge sammen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anne-Marie Løkkegaard var heldig i 1990’erne. Hun var ung og ugift og uden det store ansvar for andet end at erobre verden og more sig. Ikke et ondt ord om det, men det er jo ikke en naturgiven gave, der falder ned i alles turban.

Hun var, som det fremgår (Pol. 19.4.), heldig at blive født på samfundets solside – en del er ikke det og må nøjes med mindre.

For nogle begynder kampen for overlevelsen og det gode liv måske allerede dér i de unge år langt fra sabbatår og trekking.

Nu er Anne-Marie Løkkegaard blevet dobbelt så gammel, har giftet sig og fået to børn. Det fremgår også, at Anne-Marie Løkkegaard har været dygtig og fremme i skoene og skaffet sig gode uddannelser og gode og spændende job.

Og det til trods er hendes meget synlige sektionsforside én lang tuden over, hvor hårdt livet er for hende og for andre børnefamilier. Foruden at skulle passe deres job (for dem, der er så heldige at have et) skal de også passe de børn, som man af en eller anden årsag har født.

I samme åndedrag er det én lang krævende henstilling til samfundet og politikerne om, hvad hun (og andre i samme båd) har ret til og krav på.

Samfundet skal træde til og hjælpe med at tage vare på de børn, som hun ikke selv har tid til at tage vare på, fordi ... Ja, fordi hvad?

Er Anne-Marie Løkkegaard ironisk, leger hun med os, er det hele en festlig, velturneret satire?

Nej, det ser ud til, at hun rent faktisk vil have (og mener at have krav på) hjælp til ikke at være bundet af noget, eller i det mindste til at have et frit valg til at vælge, hvad man vil være bundet af.

Hun har på ét eller andet tidspunkt valgt familien til med alt, hvad det indebærer i 2014 af grundskyld, 37 timer, fast telefonabonnement, børn og kernefamilie.

Hun sidder nu i rækkehuset på Amager og undrer sig over, at jævnaldrende politikere ikke fatter stressen og laver et eller flere indgreb, der kan lette børnefamilierne og åbne for de energier, der nu opsluges af pasning af en familie, med alt hvad det indebærer.

Anne-Marie Løkkegaard foreslår, at det produktive samfunds affald – de gamle bedsteforældre, som ikke har en skid at skulle have sagt eller at opnå mere, eller måske de unge kontanthjælpsmodtagere, som kom for sent eller for skævt ind på livet, og som ikke har råd til at lave sabbatår og trekking ude i verden – kunne gøre lidt gavn for pensionen og kontanthjælpen. De kan passe hendes stakkels børn.

Eller hvad med nogle fattige tredjeverdenskvinder? De må da kunne se meningen med at tage op til rige Danmark og hjælpe Anne-Marie Løkkegaard og hendes stressede medsøstre og deres lige så stressede mænd, der ikke har fået ind med modermælken, at man selv arbejder for det, man vil opnå her i livet.

De, der skal hjælpes, er ikke Anne-Marie Løkkegaard, men dem på skyggesiden. Ikke de frustrerede på solsiden, der ikke kan finde tid til at realisere sig selv og retmæssige krav til tilværelsen.

Men de, der ikke er født med en sølvske i munden, og for hvem hver dag er en økonomisk og social kamp af dimensioner, der langt overstiger solsidens problemkompleks.

Tør øjnene, Anne-Marie Løkkegaard. Tag dig sammen og forstå, at dine cirka 80 år på denne klode ikke er én lang fest, men også kræver lidt rugbrødsarbejde, alt det kedelige dagligdags, der får tilværelsen til at hænge sammen.

Tænk på, hvor heldig du har været, som er landet på solsiden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og for dine børns skyld, dem du selv har valgt at få og ikke aborteret eller adopteret væk, prøv at være noget for dem.

Ikke kun når solen skinner, og det hele er fest og events og udlevelse af de fedeste ønsker i den lette del af livet, men også når det er lidt surt.

Anne-Marie Løkkegaard – få mundvigene til at gå opad, når du henter børnene i børnehaven i regnvejr et kvarter for sent. Smil, når du smører madpakker, det er da til at overkomme.

Lad dine børn se dig smile, fordi du og I er glade sammen for det liv, som det set ud fra en avisartikel ser ud til, at I er lykkedes rigtig godt med indtil videre.

Og hvis du har overskud, så hjælp nogle af de mennesker, der er rigtigt på røven, og som du måske ikke lige tænker på til daglig.

Livet er så stort og rigt i sig selv – den store kunst ligger i at få øje på rigdommen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden