Lyt til artiklen
Floden under ham gik som en sort Skum, hvori det brødes med en kvalt aandende Lyd: Strømmen var kold til under Frysepunktet, men var for strid til at fryse. Det sydede og skar feberkoldt dernede af Is, som dannede sig og blev brudt op og førtes videre. Det var som Flodens Væsner græd af Træthed, peb af vaandefuld Søvnighed, de vilde bare blunde, lægge sig hen lidt, stivne; men der blev ikke givet dem Fred til at læges og dø«.
Det er ikke en beskrivelse af en flod. Det er et billede på livet. Johannes V. Jensen har skrevet det, det er fra romanen ’Hjulet’, og det er et af de mest sande udsagn, jeg kender til.
