Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Konfirmationsundervisning efter skoletid vil ramme velfærden

Med folkeskolereformen bliver konfirmationsundervisning rykket til efter skoletid, og antallet af konfirmander vil højst sandsynligt falde markant. Dermed risikerer vi, at de kristne værdier, som det danske velfærdssamfund bygger på, bliver ladt i stikken.

Debatindlæg

Til august træder den nye skolereform i kraft. Rigtig mange steder i landet er konfirmandundervisningen henvist til efter skoletid.

Derfor skal mange 13-årige til at vælge mellem konfirmandundervisning og fodbold, klaverundervisning eller badminton.

Vores religiøse tilhørsforhold bliver til en fritidsinteresse, vi kan dyrke, hvis vi har lyst, efter at vi har lært vigtige ting som matematik, dansk og historie.

Der bliver godt nok stadig undervist i kristendomskundskab i skolerne, men der må ikke forkyndes, og derfor kan man heller ikke have konfirmandundervisning i skoletiden.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at det sandsynligvis kommer til at betyde en drastisk nedgang i antallet af konfirmander, der i dag udgør 75-80 pct. af ungdomsårgangen.

En ting er, at det er på kanten af grundloven, hvor par. 4 lyder: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«.

Der er ikke meget understøtning af folkekirken ved at manøvrere konfirmandundervisningen ud af skoletiden.

Vigtigere er, hvilket samfund vi egentlig ønsker, og hvad vi vil give videre til vores børn.

Ønsker vi et samfund, der er præget af kristne værdier, sådan som vi har nu i vores velfærdssamfund, hvor det at tage sig af sit medmenneske og forbinde den nødlidendes sår er blevet institutionaliseret i bl.a. socialvæsen og hospitalsvæsen?

Eller vil vi gøre religion, værdikampen og det, der gør livet meningsfuldt, til en fritidsinteresse?

Er det mon så ligegyldigt, hvad vi tror på, at det er på linje med valget mellem fodbold og klaverundervisning? Det tror jeg ikke. Tværtimod.

Man kan skælde folkekirken ud for meget, og der er mange, der har svært ved at tro på det kristne budskab om f.eks. Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Men folkekirken er også med til at formidle de humanistiske værdier, som vi bygger meget af vores samfund på, ligesom den maner til anstændighed blandt hardcore behaviorister.

Nogle af de bedste organisationer til at tage sig af samfundets svageste har en kristen og ofte folkekirkelig profil, som ser mennesket frem for misbrugeren og anser alle mennesker for værdige til et liv.

Selv om der er magtkampe og grimme historier fra folkekirken, danner den ramme om meningsfulde fællesskaber på tværs af politiske og sociale ståsteder og kår.

Rundt om i verden er det netop de danske sømands- og udlandskirker, der er samlingssted for dansk kultur.

Når antallet af medlemmer af folkekirken fortsat er meget stort, er det vel bl.a. også, fordi de, der ikke interesserer sig så meget for religion, alligevel sætter pris på den kirkelige betjening, de får ved de lejligheder i livet, hvor de har brug for kirken.

Desuden er Danmark et af de lande i verden, der har de laveste omkostninger i handel med hinanden. Vi bruger kun ca. 4 pct. til at sikre os i samhandel med hinanden, skriver Tor Nørretranders i sin bog ’Tro på at tro’.

Nogle steder i Sydamerika bruges der i nærheden af 50 pct., fordi man ikke stoler på hinanden. Hvorfor er der så stor forskel? Det er naturligvis ikke kun kristendommens skyld, men den relative monokultur, som vi har her i landet, gør, at vi langt hen ad vejen kan stole på hinanden.

Jeg tror, denne relative monokultur er en af hemmelighederne bag vores velfærdssamfund. Vi kan være uenige om mangt og meget både politisk og religiøst, men vi har alligevel en vis form for tillid til hinanden, en anstændighed og omsorg over for samfundets svageste her i vores velfærdssamfund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg tror også, at den relative monokultur gør, at vi kan rumme religionsfriheden og mennesker med en anden tro. Det er dog ikke ensbetydende med, at enhver tro er lige god.

Der er f.eks. ikke religionsfrihed i muslimske lande. Der findes heller ikke neutrale rum. Alle rum er præget af holdninger og værdier.

Jeg tror, det var det, som grundlovsskriverne havde i tankerne, da de skrev par. 4, så den folkekirkelige tolkning af kristendommen kunne udgøre det værdigrundlag, vores samfund er baseret på. Netop derfor kan vi rumme religionsfriheden.

Mon vi kan fortsætte denne kurs, hvis antallet af konfirmander og medlemmer af folkekirken skulle ændre sig til f.eks. 30 pct.?

Så snart medlemstallet kommer under 50 pct., vil par. 4 i grundloven komme på den politiske dagsorden.

Hvorfor have denne paragraf, hvis de fleste ikke er medlemmer?

Det er spændende at se, om vi på sigt kan oppebære velfærdssamfundet, hvis vi religiøst bliver så multikulturelle, som de nye toner fra skolereformen åbner op for, når konfirmandundervisningen rykkes ud af skoletiden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden