Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Der er et liv uden for København

I provinsbyerne er der højt til loftet, masser af aktiviteter og skøn natur.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Over sommeren har aviserne været fyldt med interviews med unge studerende, hvis eneste ønske er at flytte til København eller til nød Aarhus for at få en uddannelse.

Jeg vil hellere væk fra storbyen.

Jeg har haft hele min barndom og ungdom 200 meter fra Kgs. Nytorv og har på den måde været meget privilegeret, men har frivilligt valgt at flytte fra Københavns smørhul til provinsen. Skønt København er min by, har jeg til stadighed haft stor udlængsel.

For den synlige anonymitet og blomstrende individualisme og det, at der er flere ligegyldige cafeer end nødvendige studieboliger, er nogle ud af mange grunde til, at jeg er emigreret fra min barndomsby.

Jeg elsker København. Men for mig er København blevet en træt by og rummer ikke den samme mangfoldighed som tidligere.

Man bliver let en passiv tilskuer til smædekampagnerne over for tiggende romaer, afrikanske flaskesamlere og irriterende facere, som fundraiser af et godt hjerte for at støtte fattige og udsatte i vores globale verden. Ud over det bliver ringeklokken hidsigt brugt, når en forvirret turist ved et uheld forvilder sig ud på cykelstien.

København er en studieby, der drypper af sojamælk og certificeret honning. Den er for dem, der har venner eller kender nogen, der kender nogen eller er forvoksede hjemmeboende curlingbørn eller har forældre, der kan investere i forældrekøb.

For dem, som gerne vil flytte hjemmefra eller til byen, er der ikke flere boliger tilbage. Der er kun et kommende forhold til et mavesår, som bliver lige så bindende som studielånet.

Hvert evig eneste år er det den samme gamle sang: ’Ingen boliger til de studerende’. København er ikke en særlig studievenlig by. Så hvorfor flytte til København?

Jeg startede min uddannelse i provinsen efter at have sluttet mine afrikaeventyr. Efter at have set børn få malaria oftere end varm mad var jeg blevet klar til at uddanne mig til arbejdsløshed. Men af bl.a. ovennævnte grunde skulle det ikke være i København.

Da jeg kom hjem til København, pakkede jeg nogle Silvan-kasser og kørte de 104 km til Vordingborg, imens masser af biler kørte imod hovedstaden. Jeg flyttede op på et uisoleret kvistværelse – hundekoldt om vinteren, kogende om sommeren og rasende billigt hele året rundt – og påbegyndte læreruddannelsen.

Jeg blev lidt overrasket i starten over, hvor få unge der var på min uddannelse. Mange havde kone, kæreste, børn, bil, været selvstændige og havde erfaring i at køre over grænsen til provinshymnen ’Party i provinsen’.

For mig har bil aldrig været nødvendigt, og jeg vil ikke indrømme, at jeg har lyttet til ’Hej Matematik’, og det tætteste jeg har været på at være selvstændig var, da jeg solgte 2 gram frilands økopot på Roskilde Festival engang. Så mit første indtryk af mig og mine studiekammerater var, at vi var diametrale modsætninger.

Da jeg kom hjem på kvisten efter første dag, følte jeg mig som en københavner-snude. Det hele virkede næsten for bøvet, men jeg fik heldigvis hurtigt dårlig samvittighed over min ’københavnerselvfedme’.

Jeg var i virkeligheden havnet i et dejligt herredømmefrit klasserum med højt til loftet, blandt favnende, engagerede, kompetente og dygtige undervisere og dejlige aktive medstuderende, og min udsigt fra klasseværelsets vinduer var grønne marker, skove og bølgen blå. Jeg skulle bare lige indse det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu er sommeren forbi, og de nye studietrætte unge er blevet ædru og flyttet til København, men der er stadig unge tilbage i Vordingborg.

De laver nogenlunde det samme som de unge i København. De går i ungdomsskole, dygtiggør sig kunstnerisk og musikalsk, går til sport, går i byen på Prinsen, drikker kaffe, har tatoveringer og er frivillige på Stars eller i ungdomshuset Birdhouse.

For nogle år siden prøvede Vordingborgs ungdom at farvelægge byen ved at besætte en nedlagt silo. Det mundede ud i et halvt ungdomshus/halvt kulturhus i en forladt brandstation. Den blev en dannelses-, lærings- og ha-det-sjovt-platform.

Et hus, der blomstrer af ideer og aktiviteter med folkekøkken, bygge, hygge, skaterhal og ramper, graffiti-vægge, køkkenhave og afslapning fra de voksne. Det er en skøn lille mulighedsoase, hvor kun fantasien sætter grænser for ung, yngre, yngst. Både af alder, men også af sjæl.

Selv når de unge står med en selvforskyldt svær opgave, springer de voksne med stor glæde til. Det kræver bare to tryk på facebooksiden ’4760 hjælper hinanden’ eller en af de mange andre hjælpesider, så falder de voksne næsten over hinanden for at få lov til at hjælpe. Jo, der er et liv også for unge i Vordingborg.

Når jeg fortæller til fremmede, at jeg er flyttet til den verbalt, litterært og filmatiseret pryglede provins, så bliver jeg nødt til at retfærdiggøre min hjerneflugt for ikke at blive dømt.

Min forklaring bliver altid en eller anden boheme-avantgarde-håndholdt forklaring, jeg hiver op af min Fjällräv, og mine argumenter er næsten Morten Korchske: de bølgende marker, den friske luft, det blå hav, de smukke kyster, den grønne skov og så selvfølgelig UCSJ.

Selv om nogen tror, at Vordingborg kun er en forladt, døende og kedelig vandkantsby, der hjemsøges af ligusterfascismens spøgelse, og kun er for dem med børn, kørekort, traktor og daglig kørsel over grænsen, er det ikke sandt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er også en lille, smuk købstad fyldt med fantasifulde unge og voksne, der nyder lange solnedgange, hygge omkring bålet, at spille musik (f.eks. på Vordingborg Ungdoms Musik Festival), feste i festugen, hjælpe, være frivillig på f.eks. Gutter Island, fremelske kvaliteter i hinanden »og være dus med himlens fugle og skovens grønne træer«.

Vordingborg er kun en af mange provinsbyer, der tilbyder studiemuligheder og gode uddannelser – og i tilgift masser af kyst, fællesskab og cafeer for de tørstige.

Kort sagt er der et studie-, natur- og ungdomsliv uden for København.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden