Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I Kina spiller de fodbold for alvor

Vi må spørge os selv, om vi er gode nok til at hærde fodboldspillere og forberede dem til et liv i professionel fodbold. Måske burde vi skele til Kina, hvor de har prestigefyldte turneringer, hvor unge talenter udsættes for ultimative præstationskrav.

Debatindlæg

China Games er Kinas svar på De Olympiske Lege. Som så meget andet i Kina er legene prestigefyldte og stort anlagt. De finder sted hvert fjerde år, senest i 2013, og mere end 10.000 atleter deltager i forskellige discipliner, heriblandt fodbold.

For de unge kinesiske talenter handler turneringen om meget mere end blot sportslig udvikling. Det er her, karrieren grundlægges og de gode levevilkår etableres. Talentet kan egenhændigt løfte familien ud af en eventuel fattigdom med en gylden kontrakt og samtidig, i en kulturel kontekst, sørge for, at den provins, hvor det er født og opvokset, får større økonomisk statsstøtte, hvilket vil øge familiens anseelse i lokalsamfundet betragteligt.

For en kineser betyder familien meget, ens efternavn står eksempelvis før fornavnet på id-kortet for at bestyrke det familiære bånd. Talentet er ikke alene sin egen, men derimod familiens lykkes smed.

Det koster mange penge at dyrke talentet, og når skolen samtidig ned- eller bortprioriteres, er det desto vigtigere, at atleten lykkes til mesterskaberne, viser sit værd og betaler ’gælden’ tilbage til sine forældre. Det er nemlig her, at det ultimative præstationskrav for første gang mødes, og det endda i en relativt ung alder, eftersom der i dag holdes mesterskaber for spillere op til 16 år.

I Kina er udviklingen langt mere specialiseret og ensporet, end vi kender det fra dansk talentudvikling. Børnene udvælges helt ned i 7-års alderen, og i samråd med forældrene satses der helhjertet og finansielt på en sportskarriere på de berømte og berygtede Sports Schools, hvor målet om et liv i senioreliten er altoverskyggende.

Kinesernes stræben efter elitære præstationer er ikke uden omkostninger. De ved godt, at der er rigtig mange talenter at tage af, og at vejen til succes derfor ikke er givet. Derfor, når de laver vindere, producerer de i sagens natur også bristede drømme og i et vist omfang sociale tabere. I Danmark vil man næppe få succes med en sådan strategi, men alligevel er det vores påstand, at elementer af det kinesiske talentsyn vil finde berettigelse i det danske.

Den ene af os, Mads Davidsen, der er assistenttræner og analytiker i topklubben Guangzhou R&F F.C., har stiftet bekendtskab med China Games.

Ved sidste års fodboldturnering hentede klubben to spillere fra et provinshold efter gode præstationer. De to spillere havde begge en række mangler i forhold til en gennemsnitlig spiller i den bedste seniorrække, men deres mentale styrke skulle imidlertid vise sig at være særdeles veludviklet.

Når spillerne befinder sig på en træningsbane, demonstreres det ved en evne til at levere gentagne og koncentrerede indsatser med stor detaljeringsgrad, og det ændrer på ingen måde deres præstation at skifte scene, når de som relativt uprøvede er blandt de 11 udvalgte mod et storhold fra Beijing med 50.000 højlydte tilskuere på lægterne.

De to talenter fortæller, at det især skyldes China Games. At spille professionelt i den bedste liga er på ingen måde let, men China Games handler bare om noget større for dem. Her lykkes de, fremtiden er mere eller mindre sikret, og et beundringsværdigt livsgrundlag for dem selv og deres nære er blevet skabt.

Der er stolthed i blikket, når de fortæller om deres oplevelser, men de udviser også en bemærkelsesværdig ro og afbalanceret attitude. De har det synligt godt med seniorelitens forventningspres, fordi de i en tidlig alder allerede har klaret sportslivets største test, Kinas egne lege!

Det er en udbredt holdning, at der ofte ikke er nok på spil for de unge danske fodboldtalenter. Tag blot DBU’s Reserveliga, der er tænkt som et supplement til de øvrige turneringer, hvor de dygtigste ungdomsspillere ideelt set har mulighed for at møde etablerede Superliga- og reservespillere og dermed kan få en gylden mulighed for at smage på de præstationskrav, der venter i Superligaen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Faktum er imidlertid, at turneringen opleves som en pseudoturnering uden præmiering. Det er sekundært at vinde, og netop derfor opleves kampene som ubetydelige og uden konsekvens. Det er problematisk og kan i værste fald være ekskluderende, hvis ikke de unge spillere får testet deres modstandskraft i en tidlig alder.

Derfor er det heller ikke overraskende, at de ungdomsspillere, der kommer fra baghjul, og som ad flere omgange er blevet dømt ude, ofte er de spillere, der ender med at slå til på seniorplan. Spillerne bliver såre enkelt ikke bedre til at håndtere pres, hvis ikke de møder det.

Selv om de fleste fodboldtalenter elsker at konkurrere, formår klubberne sjældent at skabe kampe og træningspas med tilnærmelsesvis samme nerve som den, der venter spillerne på senioreliteplan.

Den ensidige kinesiske karrierevej er unægtelig risikabel, men den skaber også atleter, der fra en tidlig alder er pisket til at håndtere det pres, som en benhård konkurrence afføder. I Danmark må vi spørge os selv, om vi er gode nok til at hærde fodboldspillere og forberede dem til et liv i professionel seniorfodbold.

Det er en yndet sport at skele til Kina, når snakken falder på globale markedskræfter og international konkurrencedygtighed. Når to så forskellige kulturer og humane traditioner som den danske og kinesiske sammenholdes, må der imidlertid trædes varsomt. Således også inden for sportens verden. Ikke desto mindre er det en kærkommen øvelse at nuancere egne strategier for præstationsoptimering i lyset af andre – også de mere ekstreme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den politiske og samfundsmæssige diskurs har ændret karakter. Det er blevet mere legitimt at tale om talent, elite og konkurrencedygtighed i skole-, erhvervs- og fritidsliv. De blødere velfærdsforestillinger om ligeværd og demokratisk dannelse er på retræte, og i stedet hyldes den konkurrencedygtige og opportunistiske person, der kan dedikere sig fuldt ud. I præstationsøjemed kunne det klæde dansk fodbold, hvis denne forestilling i højere grad ville skinne igennem.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce