Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

tegning: Jørn Villumsen

tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Pippi skal ikke lære vores børn at mobbe asiater

Hvorfor er vi ikke flere, der tager afstand fra racisme, skriver herboende brite.

Debatindlæg

Forleden dag faldt jeg over en artikel om Pippi Langstrømpe i dagbladet BT. Her fremgik det, at Sveriges Television (SVT) i en opdateret dvd-udgivelse af serien vil fjerne racemæssigt stødende indhold.

Jeg trak på skuldrene, mens jeg læste videre, og tænkte ved mig selv, hvorfor beslutningen om at fjerne racistisk indhold fra serien dog ikke er truffet for længst.

Nede under selve artiklen omtaltes en undersøgelse, der viste, at fire procent af de adspurgte finder SVT’s beslutning rigtig, mens hele 96 procent mener, at det er en tosset ide. Med ét følte jeg mig ganske ensom. Kunne jeg virkelig være en del af så lille et mindretal?

Sagen omhandler to scener med racistisk indhold. Den første fra et afsnit, hvor Pippi laver skæve ’kineserøjne’. Dengang vores datter jævnligt så dvd’er med Pippi Langstrømpe, blev vi selv overraskede, da vi så netop denne scene.

Den virker måske sjov og harmløs i sammenhængen, men morskaben er svær at få øje på, når man selv bliver udsat for den slags.

Min kone er halv filippiner og kom en aften hjem og var dybt oprørt. Hun havde taget metroen og var der blevet omringet af tre danske teenagere, som flere gange lavede skæve øjne og sagde ’kinesiske’ lyde til min kone, lige indtil hun steg af toget.

For hende virkede det som en helt igennem uforståelig opførsel, helt usædvanlig og højst uventet. Det var ikke noget, hun nogensinde før havde været udsat for i sit voksenliv, og indtil videre har der heldigvis kun været tale om et enkeltstående – om end meget ubehageligt – tilfælde.

Den andet eksempel på racisme refererede til en ’negerkonge’, som fremover blot skal hedder ’konge’. Det er ikke en episode, jeg tidligere har lagt mærke til i Pippi Langstrømpe.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme ordets nuancer helt så godt, som en dansker kan. Jeg har engelsk som modersmål, og for mig forekommer det som et meget stødende ord, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær i børne-tv, uanset hvor gammelt programmet er.

Overalt ser vi eksempler på, at racisme normaliseres. I Japan, hvor vi tidligere har boet, bliver hvide mennesker ofte skildret helt ensformigt som lyshårede med blå øjne og store næser, ligegyldigt hvilken vesterlænding der er tale om.

Da jeg underviste på en japansk skole, blev jeg engang tegnet med netop dette udseende, selv om mit hår er mørkt og mine øjne grønne. Her var forestillingen om, hvordan en hvid udlænding skulle se ud, stærkere end virkeligheden.

Det virker måske latterligt, men det slår mig altid som en enorm mangel på respekt, når jeg ser portrætter af denne art. Da jeg selv blev genstand for spøgen, kunne jeg i hvert fald ikke se, til hvilken nytte man hånende og unøjagtigt skulle understrege racemæssige forskelligheder.

Kommentarerne i debatten om Pippi henviser flere gange til censur. Nogle skriver, at Sverige er blevet til Skandinaviens Nordkorea. Eftersom jeg er vokset op i Storbritannien, kender jeg lidt til fænomenet.

Her findes sange med stødende (eksplicit) indhold også i særlige ’radioversioner’, som må spilles indtil klokken 21 om aftenen. For os briter udgør klokken ni en tidsgrænse, hvorefter man i tv må vise programmer, hvis indhold er mere egnet for voksne seere.

Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn. Når mine børn ser CBBC (børnenes BBC), har jeg tillid til, at indholdet er passende for deres aldersgruppe, og at børnene hverken vil støde på ord som ’ nigger’ (neger) eller lære, hvordan man mobber asiater.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Naturligvis drejer hele debatten sig om ytringsfrihed. Og ytringsfrihed er noget, jeg selv helhjertet tror på. Det er en almindeligt anerkendt rettighed i vores samfund.

Men med alle vores rettigheder følger også et ansvar. Og den form for ansvar, der følger med ytringsfriheden, er netop respekt.

Vi har alle frihed til at bruge sprog og gestik, der kan krænke etniske mindretal, handikappede, kvinder og homoseksuelle. Men det er også vores ansvar selv at sætte begrænsninger for denne frihed med respekt og troen på, at vi alle er lige.

Intetsteds er disse begrænsninger vigtigere end i indholdet af, hvad vi viser for vores børn.

Oversættelse: Jacob Giese

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce