Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


For mig som halvsort rejsende er det blevet mere besværligt

Nuancer har svære vilkår i en polariseringstid, men det er paradoksalt nok netop nu, der er brug for nuancerne sammen med omtanke, oplysning, velovervejet fremfærd og gensidig respekt individer imellem.

Debatindlæg

Som sort – eller i hvert fald halvsort – løber der særlig mange tanker igennem hovedet, når man rejser i disse dage.

Med nyheden om det forøgede terrorberedskab begynder jeg straks at opregne fartbumpene – i check-in og security i København; i Bruxelles’ indrejse- og paskontrol; bevæbnet politi, der patruljerer på banegårde og eventuelt afkræver en legitimation; soldater, der bevogter terrorudsatte mål fra synagoger til EU-bygninger.

Sidstnævnte er mit endelige bestemmelsessted i dag. Så mange mennesker, så mange fartbump – og så kan jeg igen ikke få den nagende tanke ud af hovedet, at det netop for mig som halvsort rejsende er endnu mere besværligt end for så mange andre.

Jeg får denne nagende tanke ufrivilligt og irriteres ved overhovedet at have den, for jeg vil se individer først, dernæst køn, hudfarve, religion, politisk observans, seksuel orientering etc. Men det er som sekundære egenskaber ved det enkelte individ og ikke som klassifikations- eller menneskeprofilerings-parametre, jeg tager udgangspunkt, når jeg møder andre.

Det er på grund af mit tilhørsforhold til en bestemt profil, at jeg stoppes i min bil som jallah-slæde med fede jern og elastikker.

Jeg er fra tid til anden blevet mødt med en noget uforsonlig tone og mistro fra politiets side, har skullet forklare mig betragteligt, og har ligeledes oplevet, at mistroen først fordamper, når jeg trækker ’professorkortet’.

Det er af samme grund, at min søn, der i fremtoning kan forveksles med alt, som er ’mellem’ – Mellemeuropa, Mellemamerika, Mellemøsten – forsøges gennet væk fra stranden ved hotellet i Jordan, da de jordanske livreddere regner ham som indfødt og altså har bemægtiget sig uretmæssig adgang til strandområdet, hvorfor han er uvelkommen.

Min etnisk danske hustru har rejst på alverdens kontinenter med sine etnisk danske børn og er aldrig blevet stoppet noget sted.

En somalisk taxachauffør på omkring de 30 år, jeg kørte med forleden, voksede op i Kastrup og susede ind og ud hos venner fra hele etnicitets- og religionspaletten. Nu er han bare en muslim - i modsætning til hvad?

Men efter at hun har giftet sig med mig, er hun begyndt at indregne fartbump – og det er ligegyldigt, om vi tager til Sharm el Sheikh, Abu Dhabi, Norge, New Orleans eller kommer retur til Københavns Lufthavn.

Med det in mente skal jeg omvendt passe på, at jeg ikke begår præcis samme profileringsfejl, når jeg møder den fremmede – passe på ikke at kunne blive ’race’-irriteret over igen at få endevendt bagagen i tolden eller med forurettethedsfølelsen på første række atter bliver tvunget ind til siden i bilen.

I juleferien bliver jeg stoppet af en politipatrulje på Helsingørmotorvejen kl. 11 om formiddagen. Politiet udbeder sig såvel kørekort som et blæs i alkometeret, så snart bilen er bragt til standsning.

Efter endt forehavende og uden promille i blodbanen spørger jeg omvendt mistroisk, hvorfor netop jeg skulle tjekkes. Betjenten svarer høfligt, sobert og forklarende, at deres erfaring tilsiger dem, at der er bid 3 ud af 5 gange – og den erfaring havde selvsagt ikke noget med hudfarve, religiøs overbevisning eller politisk ståsted at gøre, for disse fremgår hverken af bilens nummerplade eller kan observeres af betjentene, inden jeg bringes ind til siden ved Nærum-fletningen.

Jeg takker for god behandling og triller videre med en fornemmelse af borgerrespekt, tillid frem for mistro og en politietat, der varetager borgernes sikkerhed til lands, til vands, i luften. Den vej kan det nemlig også gå.

Lige nu står vi med angreb på Charlie Hebdo, ytringsfriheden, demokratiske værdier, karikaturtegninger, religionsstridigheder, terrortrusler, flagafbrændinger og demonstrationer fra Pegida i Dresden over ’Stop islamiseringen af Danmark’ i Esbjerg til modreaktioner i Somalia, Niger og Pakistan.

Nuancer har svære vilkår i en polariseringstid, men det er paradoksalt nok netop nu, der er brug for nuancerne sammen med omtanke, oplysning, velovervejet fremfærd og gensidig respekt individer imellem.

Der er ikke brug for klassifikationer og mennesketypeprofiler, for de har tendens til at skabe fordomme begge veje.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kan blive ansporet til at klassificere nogle danskere på en bestemt måde, specielt hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet, og så kan jeg finde på at starte etnicitet, køn, religion, kultur, politik op som både forklaring og som bolværk.

Første skridt til fordomsfuldhed. Omvendt skal jeg nok påregne, at dem, jeg profilerer, gør præcis det samme – så forskellige er vi trods alt ikke som mennesker.

Min far kom som sort amerikaner til Danmark i 1963 fra racesegregering, siddepladser bagerst i bussen og henvisning til balkonen i biografen frisk i erindring. Han oplevede et fordomsfrit Danmark, hvor individet blev mødt frem for klassen af sorte.

Nuancer har svære vilkår i en polariseringstid, men det er paradoksalt nok netop nu, der er brug for nuancerne sammen med omtanke, oplysning, velovervejet fremfærd og gensidig respekt individer imellem

En somalisk taxachauffør på omkring de 30 år, jeg kørte med forleden, voksede op i Kastrup og susede ind og ud hos venner fra hele etnicitets- og religionspaletten.

Nu er han bare en muslim – i modsætning til hvad? En kristen, en buddhist, en syvendedagsadventist eller – en ven?

I 2015 skal vi ikke tilbage til fordums tids religionsstridigheder. Det er der kommet rigelig krig og ufred ud af – og det samme gælder for de andre profileringsparametre: race, køn, kultur.

Det hed sig meget smukt i Berlingske 18. januar i forklaringen på, hvorfor nogle unge ’mænd uden noget at miste’ griber til terror:

»De kom alle fra samme sted mellem to verdener og to religioner, to etniciteter og to kulturer, og i stedet for at føle sig dobbelt velsignede følte de sig forbandede for to«.

Én verden er kvantitativt mindre end to verdener, men to er ikke kvalitativt bedre end en. Det er bare noget andet – og man kan blive klog og nuanceret i mødet mellem to religioner, etniciteter og kulturer, men det kræver lige meget af begge verdener.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Puha, den har været svær at skrive denne her – en balancegang mellem ikke at lyde som offer, ikke lyde som aggressor, ikke lyde som anklager, ikke lyde som forsvarer, ikke polarisere yderligere, men samtidig påpege forskelle uden at klassificere – og forhåbentlig være oplysende uden at være belærende, håbefuld uden at være naiv.

En ting er sikker: glæden ved ens nationalitet og tilhørsforhold er ofte stor, når man vender hjem efter at have været ude i verden. Man er ventet og velkommen.

Vi skal ikke derhen, hvor man er ventet og uvelkommen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce