Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: MARQUARD OTZEN PER/per.marquard.otzen@pol.dk
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Kan religion være med til at redde verden?

Christoffer Emil Bruuns anmeldelse tegner et stærkt misvisende billede af 'Naturen er hellig'.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den 27. maj anmelder Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun min nye debatbog Naturen er hellig: Klimakatastrofe og religion (Informations Forlag).

Det er selvsagt en ærlig sag, at kristendom for Bruun er sandheden, vejen og livet, og at han ikke bryder sig om undertegnede, der i det folkekirkeglade majoritetsdanmark ofte har peget på de mørke sider af kristen religion.

Men det er ikke acceptabelt, at Bruun undlader at fortælle om centrale grunddele af bogen og dermed tegner et stærkt misvisende billede af den.

Da der klimatisk og økologisk står overordentlig meget på spil i disse år, har en saglig debat herom naturligvis stor principiel betydning. Derfor denne kommentar.

For det første nævner anmelderen ikke ét ord om bogens væsentligste hovedtese, nemlig det, jeg kalder for de tre økologiske syndefald. Jeg argumenterer således i detalje for, at fremkomsten af agerbrug, monoteisme og industri udgør tre skelsættende revolutioner og historiske forudsætninger for den globale klimakrise i dag:

1) Med agerbrugets opfindelse for ca. 11.000 år siden indledes for alvor menneskets destruktion af vild natur og dets ophøjelse til Jordens herre. Her begynder Homo sapiens for alvor at indtage en særstilling blandt dyrene.

2) Med monoteismens opfindelse får agerbrugets antropocentrisme en guddommelig retfærdiggørelse og skærpelse. Som den bibelske hovedgud dikterer, skal mennesket herske over dyrene, underlægge sig jorden og brede sig ud over den. Monoteismens globale udbredelse medfører desuden et opgør med de animistiske religionsformer, der formentlig har domineret langt størstedelen af menneskehedens religionshistorie.

3) Med industrialismens opfindelse indvarsles en hvileløs rovdrift på Jordens ressourcer, et kolossalt energiforbrug, en skyhøj udryddelse af arter, et eksorbitant overforbrug og en i værste fald selvmorderisk forurening af Jordens miljø.

Bruun tillægger bogen den opfattelse, at det udelukkende er kristendom og islam, der er skyld i den globale klimakrise. Som vist er det helt forkert.

For det andet omtaler anmelderen ikke med ét ord en anden af bogens hovedsøjler, nemlig en udførlig redegørelse for en voksende udbredelse af grøn religion og spiritualitet i dag. Noget, der er blevet kaldt for en af de vigtigste religiøse innovationer i vor tid.

Inden for store religioner som kristendom, islam og buddhisme finder vi adskillige eksempler på en økologisk reformation indefra. Desuden er et stigende antal tilhængere af disse religioner miljøaktivister, og en del medvirker til løfterige naturbevarelsesprojekter.

Dertil kommer en omsiggribende neopaganisme, f.eks. Wicca, gudindedyrkere, asatroende og neodruider, der ofte betragter naturen som bolig for guder og ånder. Endvidere skal nævnes miljøbevidste indfødte folk i dag og naturspirituelle bevægelser og strømninger som dybdeøkologi, radikale miljøbevægelser og populærkultur.

Er det den økologiske kritik af kristendom, som bogen vitterligt også indeholder, der har givet ham kognitivt kraniebrud?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Faktisk hylder 'Naturen er hellig' eksplicit alle religiøse og spirituelle tiltag, der trækker i økologisk ansvarlig retning (f.eks. 52-53; 184). I klar modsætning til Bruuns påstand om, at jeg udelukkende skulle hylde naturorienteret animisme.

Den religionsform afviser han i øvrigt – med en klassisk kirkemissionsk arrogance – uden videre som ’obskur’. Punktum. At animisme givetvis er verdenshistoriens mest udbredte og økologisk mindst problematiske religionsform, afficerer ham øjensynligt ikke et sekund.

Som det fremgår, fortæller Politikens kirkeglade anmeldelse en masse. Blot ikke om min bog. Et godt spørgsmål er da også, hvor meget anmelderen egentlig har læst af den? 20 procent?

Eller er det den økologiske kritik af kristendom, som bogen vitterligt også indeholder, der har givet ham kognitivt kraniebrud? Jamen, jeg er jo langtfra den første, der er kommet med en kritik af denne eller lignende art. Det er der mange andre, der også har gjort, sågar flere teologer.

De egentlige økoterrorister er dem, der tjener astronomiske summer på at ødelægge Jordens natur og eksistensgrundlaget for vores børn. Ikke dem, der forsøger at stoppe det med deres liv og frihed som indsats.

Et eksempel er det meget velanskrevne leksikon Encyclopedia of Religion and Nature (2005), hvor økoteologen James Nash har sammenfattet de væsentligste træk ved kristendommens forhold til naturen på denne vis:

”Igennem den kristne historie – på forskellige steder, til forskellige tider og i forskellige former – har de dominerende teologiske og etiske strømninger været ligeglade med eller sågar antagonistiske over for naturen, især vild natur (modsat tæmmet natur såsom får og oliventræer). Antropocentrisme og dualisme har været de primære træk ved disse fortolkninger af troen. Snarere end at integrere har man ofte fremstillet det åndelige og materielle, sjælen og kroppen, nåden og naturen, menneskeheden og naturen som modsætninger, og de dominerende strømninger har som regel nedvurderet eller ringeagtet ’verden’ som et fremmed, sågar dæmonisk, sted og har søgt at hæve sig over den af hensyn til åndelig ophøjelse og verdensfjern frelse. Biosfæren er generelt blevet opfattet som … skueplads og scene for det guddommelige-menneskelige drama, der alene har frelsesmæssig betydning. Fokus har næsten udelukkende været på menneskenes historie, alt imens man har ignoreret, at menneskenes historie har rødder i og kontinuerligt er formet af naturens historie. Ikke-menneskelig natur er hovedsageligt blevet fortolket som en sammensætning af ’ting’ – ’råstoffer’ eller ’aktiver’ – der har nytteværdi for menneskenes behov af økonomisk og anden art”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En ting har Bruun dog 100 procent ret i, nemlig at jeg slår til lyd for civil ulydighed. Og jeg mener, at de egentlige økoterrorister er dem, der tjener astronomiske summer på at ødelægge Jordens natur og eksistensgrundlaget for vores børn. Ikke dem, der forsøger at stoppe det med deres liv og frihed som indsats.

Hvis det synspunkt er radikalt, så kald mig endelig radikal.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden