Måske er blå bloks seneste ønske om at sænke den kriminelle lavalder og indføre ungdomsdomstole et alt for godt eksempel på frustrationen over manglende konsekvens over for unge kriminelle.
LÆS OGSÅ
Det er nok i den såkaldte krænkede retsfølelse (som i parentes bemærket består af noget nær 100 procent følelser og 0 procent ret), vi skal finde forklaringskraften til forslaget.
Den værste form for ugennemtænkt argumentation er at påstå, at hvis man er gammel nok til at begå kriminalitet, er man også gammel nok til at tage straffen
John Hatting, formand for kriminalforsorgsforeningen
For skulle man vælge at nedsætte den kriminelle lavalder og etablere ungdomsdomstole, vil der primært være tale om en tidligere retliggørelse af barnets problemer.
På overfladen kan det se ud, som om barnet får en øget retssikkerhed, men i virkeligheden vil der blive tale om en kamp, hvor advokater vil kæmpe for at få den unge af krogen, snarere end at man i et samarbejde med kommunen søger at intervenere på bedste vis.
Den værste form for ugennemtænkt argumentation er at påstå, at hvis man er gammel nok til at begå kriminalitet, er man også gammel nok til at tage straffen.
Negativ ungdomskultur
Jeg har ledt længe (og forgæves) efter forskning, der understøtter denne argumentationsform. Det nærmeste, jeg er kommet – og det krævede næsten en jordomrejse – er en australsk undersøgelse fra 2003, der sammenligner de forskellige værktøjer, som psykologer anvender til at vurdere børns modenhed i forbindelse med retssager.
LÆS OGSÅ
Her konkluderes det, at børn under 15 år efter psykologernes vurdering har vanskeligt ved at forstå juridiske problemstillinger, og at deres dømmekraft og evne til problemløsning er ringe.
Mange danske forskere og fagfolk vil kunne supplere med, at hjernen først er fuldt udviklet i begyndelsen af tyverne. Justitsministeriets forskningskontor peger endvidere entydigt på, at mange børn og unge udvikler en negativ ungdomskultur med antisociale attituder og antisocial adfærd, hvis de anbringes på en lukket institution.
Blandt andet derfor skal straf anvendes klogt og helst som sidste udvej, hvis det fælles mål er et tryggere samfund med færre kriminelle.
Socialfagligt set må det derfor altid være en rettesnor, at børn og unge tages alvorligt, ansvarliggøres og involveres i beslutninger, der har indflydelse på deres hverdag – også hvis de har begået kriminalitet.
Forsømmer vi som samfund dette enkle, men afgørende kunstgreb, begynder der måske en trist og livslang kriminel løbebane, som næres af det grundvilkår, at han eller hun reelt ikke blev set, hørt og forsøgt forstået.
Skriv kommentar