Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Undskyld til alle jer patienter!

Som sygeplejerske står jeg med et kæmpeansvar, som jeg ikke kan leve op til.

Debatindlæg

»Jeg kan sagtens forstå, at du er vred, og kan kun beklage mange gange« er en sætning, som jeg efterhånden har sagt rigtig meget.

Nogle patienter husker jeg slet ikke efter kort tid, andre vil jeg formentlig aldrig glemme. Men uanset hvor godt man husker den 10. person, man siger undskyld til den dag, ved jeg, at der på stuen ved siden af, gangen over for, afdelingen oven over, sygehuset i nabobyen, står en kollega, der siger og føler præcis det samme som mig.

Uanset hvor meget der siges om mig og mine kollegaer i medierne, og uanset hvilken regering der har siddet ved magten, eller hvilket støtteparti der har råbt højt fra sidelinjen, har mit mest brugte ord på mit arbejde de sidste fem år alligevel været undskyld.

Jeg siger undskyld til herren, der nu for anden dag i træk har fastet, fordi han stadig venter på operation. Til den unge kvinde med mavesmerter, der i flere timer ikke har kunnet få smertestillende, fordi der ikke er en ledig læge. Til datteren, som er hastet ind for at sige farvel til sin døende mor, men som nu skælder mig ud over, at hun ikke var døende alligevel.

Til moderen, der har mistet sin søn, fordi vi var for få på arbejde til at opdage, at hans tilstand forværredes. Til den gamle, der må tisse i sin ble, fordi patienterne på stuen ved siden af er for syge til, at jeg kan gå fra dem.

Til alle dem, der ikke får deres medicin til tiden. Til alle dem, der ikke får bad, uanset hvor længe de er indlagt.

Jeg ved godt, at jeg bør løbe hurtigere, smile mere, tale mere, gøre mere, være flere

Til dem, der ligger på gangene og skiftes bag en skærm lavet af et bøjlestativ og et lagen. Til alle de pårørende, der er frustrerede over vores behandling af deres kære.

Til alle dem, der ikke mener, deres kaffe er varm nok, deres mad er varm nok, deres vand er koldt nok. Til den unge læge, jeg finder grædende i skyllerummet, efter at hun for 10. gang er blevet skældt ud af en pårørende. Til min kollega, der er gået på arbejde med 39 i feber for at undgå, at jeg skal løbe dobbelt så stærkt.

Til mig selv, fordi jeg har smadret min blære fuldstændig ved at ignorere den i meget lange perioder. Og ikke mindst til alle jer uden for systemet, som står med følelsen af, at vi sagtens kunne gøre mere.

Så undskyld.

Jeg ved godt, at jeg ikke gør mit arbejde godt nok. Jeg ved godt, at jeg står med et kæmpestort ansvar, som jeg ikke kan leve op til. Jeg ved godt, at jeg bør løbe hurtigere, smile mere, tale mere, gøre mere, Være flere.

Men jeg er altså kun mig; kvinde, hustru, mor og sygeplejerske.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce