Kan vi forenes imod det had, der dræbte Jo Cox?

Det myrdede medlem af Underhuset Jo Cox var særlig kendt for at tale for et multikulturelt Storbritannien. Hun ønskede, at hendes land tog imod flere flygtninge – særligt børn – fra krigen i Syrien.

Gerningsmanden identificerede sig i retten med ordene: Død over forrædere, frihed for Storbritannien. Hun var i hans øjne en forræder. Et legitimt mål.

Mennesker, pudsigt nok særligt kvinder, der taler for lige rettigheder uanset farve, køn og religion, lægges intenst for had i disse år. I Danmark er det kvinder som Zenia Stampe, Lisbeth Zornig Andersen og Stine Bosse.

Det er farligt at mene, at alle har ret til at være individer og ikke alene er del af en gruppe, at brune mennesker også er mennesker, og at indvandring ikke kun er djævlens værk. Den holdning var helt mainstream for 20 år siden – nu er det en afvigende, ekstrem position.

Gerningsmanden råbte »Britain First«, da han begik mordet. Britain First, en yderliggående højreradikal gruppering, der findes i krydsfeltet mellem et politisk parti og privatværn a la Soldiers of Odin, er helt klare i mæglet på deres hjemmeside:

»Racisme er et ord, der blev opfundet af den kommunistiske massemorder Leon Trotskij for at gøre en ende på opposition til ’multi-kulturalisme’, så vi anerkender ikke validiteten af dette opfundne ord«.

Og videre: »De eneste, som vi ’hader’, er de hvide venstreorienterede politikere og journalister, som ødelægger vores smukke land«.

Og lige dér har vi opskriften sort på hvidt – den opskrift, som utrolig meget debat i Danmark også følger. Racisme eksisterer ikke, og skulle noget være galt i minoritetsmiljøer, så holder vi den sidste rest af venstrefløjen ansvarlig. Opskriften ser sådan ud: A ser, at der er et problem omkring B, og bliver utrolig vred på Y.

Det pudsige er, at venstrefløjen, humanisterne, de politisk korrekte, eller hvad de nu måtte kaldes, hverken har magten i Storbritannien eller herhjemme. De er derfor definitionen på en prygelknabe, det sikre afløb, der ikke udfordrer magten, men udgør et ufarligt mål for frustration og vrede.

Britain First er en lille ekstrem gruppering og repræsenterer ikke det britiske samfund, men der er medløb nok til deres had til politikere og journalister, der ’ødelægger deres smukke land’.

Der bages efter samme opskrift overalt i den vestlige verden. Der er ikke bare medvind til det had, men en strid kuling lige i ryggen på det. I stedet for at tage logikken ved vingebenene og afsløre dens underliggende samfunds- og demokratiombringende karakter og generelle idioti accepteres logikken bredt – også herhjemme blandt toneangivende debattører, politikere og på de sociale medier.

Eksempler på opskriften kan ses af disse to tilfældige overskrifter i Den Korte Avis: ’Uskyldige mennesker myrdet i islams navn – alligevel har de danske tv-stationer været meget modvillige over for at tale om islamisk terror’ (om Orlando: Vi hader journalister, der ødelægger landet), og ’Frankrigs politiske top mindedes den islamistiske terrorists ofre, men blev barsk mindet om deres medansvar’ (om drab på politifolk i Frankrig: Vi hader politikere, der ødelægger landet).

Jo Cox’ holdninger var årsagen til hendes død, ligesom de unge på Utøya blev dræbt på grund af deres holdninger. De følger desværre en perlerække af spektakulære mord på progressive ledere i Vesten: John F. Kennedy, Bobby Kennedy, Martin Luther King, Olof Palme, Anna Lindh og Yitzhak Rabin. Budskabet om fredelig sameksistens er det allerfarligste i vores samfund i dag.

Jo Cox’ mand, Brendan Cox, udsendte i torsdags denne appel: »Vores venner og familie vil kæmpe resten af livet for at elske og beskytte vores børn og kæmpe mod det had, som kostede Jo livet«.

Men kan vi som land forenes imod det had, der dræbte Jo Cox? Det er spørgsmålet.