Forleden dag skulle jeg bruge en lille plastikpose til mine hundekiks, så de ikke fedter mine lommer til. Vi har en køkkenskuffe med den slags poser. Da gik det op for mig, at vi efterhånden har flere poser fra apoteket end fra slagteren. Det siger mig et eller andet.
Nå, hundekiksene. Vor egen hund døde for snart mange år siden. Det var en stor sorg. Anskaffer man sig en hundehvalp, får man en sorg inden for nogle år med i købet. Nu bortleder jeg lidt af savnet ved at fedte mig ind hos kvarterets hunde med de omtalte hundekiks. Man kan sige meget om hunde, men ingen af dem glemmer en venlig hundekiks og et kærligt rusk i øret.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



