Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ligestilling er ikke det vigtigste i en skilsmisse

Børn må ikke blive taget som ligestillingsgidsler i skilsmissesager. Det vigtigste er barnets bedste, uanset hvem forældreansvaret tilfalder.

Debatindlæg

I kroniken 7.9. slår Michael Kaster, formand for det børnesagkyndige selskab, til lyd for en ligestillingsdagsorden.

Han plæderer for, at forældreansvarssager, i højere grad end tilfældet er i dag, bør behandles med udgangspunkt i forældrenes perspektiv.

Nej, Michael Kaster, det handler ikke om forældrene.

Enhver afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er til det enkelte individuelle barns bedste. Den børnesagkyndige, dommeren og sagsbehandleren i statsforvaltningen skal tage afsæt i barnets perspektiv.

Kaster ser nutidens skilsmissekonflikter udspringe af, at børn i dag er et identitetsprojekt for begge forældre.

Ja, forældrerollerne har ændret sig, siden mor var dreng, og det har lovgivningen da også løbende tilpasset sig. Men det relative omfang af hårde familieretlige konflikter er efter alt at dømme ikke vokset gennem de sidste 40 år. Konflikternes sum er nogenlunde konstant.

Derimod er der tegn på, at det til ethvert tid gældende lovgivningsregime fremmer bestemte konflikttyper.

I starten af 2000’erne så vi f.eks., at ukendte fædre, som ikke hidtil havde haft kontakt med barnet (og hvor der dermed ikke i psykologisk forstand var en tilknytning), gjorde krav på samvær.

Og i de første år efter forældreansvarslovens ikrafttræden i 2007 var der et boom af fædre, som nu ønskede del i forældremyndigheden.

Der er brug for en differentieret tilgang til, hvordan de familieretlige konflikter kan løses til børnenes bedste, og her må et første skridt være at gøre op med tankegangen om, at one size fits all

Efter vort kendskab gør de familieretlige myndigheder meget for at værne om princippet om barnets ret til to forældre.

Men at tro, at man kan dæmpe konflikter ved at træffe afgørelser, der deler sol og vind mere lige, er udtryk for en retsoptimistisk tænkning. Og vores studier af børn, der får deleordninger som følge af et latent konfliktpotentiale mellem forældrene, peger på, at disse børn ofte lever en tilværelse med to helt adskilte familieliv, uden at noget danner bro imellem dem.

I familier med konflikter og kold luft mellem forældrene lider børnene under de hyppige skift og en manglende forældrekoordinering.

Disse børn strækker sig meget langt for at imødekomme forældrenes behov for retfærdige løsninger. Omvendt, når forældrene er indstillet på at strække sig langt for at få enderne til at mødes, har deleordningen en chance for at fungere godt for barnet.

Lovgivningen må forholde sig til, at skilsmisseforældre er lige så forskellige som alle andre. Nogle samarbejder fortrinligt og kommer aldrig i kontakt med de familieretlige myndigheder, mens andre kan få gavn af en tur på skolebænken og lære at kommunikere.

Atter andre børn havner i komplekse konflikter.

Reelt er det dem, der er lovgivningens målgruppe, og her handler konflikterne om mere end for meget slik eller for lidt økologi.

Vi ved, at en del af disse børn er meget udsat, fordi forældrene har langstrakte konflikter om dem, fordi familierne er belastet af tunge sociale problemer, eller fordi der er en forhistorie med vold.

Disse børn bør ikke gøres til gidsler i en ligestillingsdebat, men skal beskyttes.

Der er brug for en differentieret tilgang til, hvordan de familieretlige konflikter kan løses til børnenes bedste, og her må et første skridt være at gøre op med tankegangen om, at one size fits all.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce