Bandekrig og samfundets krig mod bander er blevet hyppigt forekommende fænomener i danskernes hverdag. Og vi må vente eskalering af dem begge i de kommende år. Fordi samfundet igen reagerer på krise ved at fokusere på dens symptomer og ikke dens årsager. Banderne er udtryk for den voksende ulighed i samfundet. De er tegn på succes for den liberalistiske grundtese: Sørg for dig selv! Frigjort fra statens omklamrende umyndiggørelse skal den enkelte realisere sit potentiale. For liberalisten er det frie valg et nøgleord til forståelse af den liberalistiske samfundsorden. Det er op til den enkelte at forme sit liv, at vælge sin vej til anerkendelse og erhvervelse af de borgerlige successymboler, bolig i de rigtige postnumre, bil(er) i carporten, feriehus, rejser og så videre i det uendelige gradueret efter formåen. I uligheden er vi alle lige, siger den typiske liberalist og glemmer, at hun i sit udgangspunkt er mere lige end så mange andre. LÆS OGSÅBødskov: Vi skærper indsatsen mod bandernes boliger Hun er formentlig privilegeret af en opvækst i et trygt miljø, omgivet af socialt ligestillede rollemodeller, opvokset med forventning om (og støtte til) at udnytte sine uddannelsesmæssige muligheder i skoler med opmærksomhed på den enkeltes udvikling og forberedelse til et senere uddannelsesforløb, der kvalificerer til, ja, forbliven i det privilegerede miljø belønnet med den velstand, der lader sig se, hvor hun færdes. Og bliver set. Også af dem, som velstanden holder på afstand. Dem, der fra barnsben betalte prisen for det frie valg, med det, der var mulighed for i familier med dårlig økonomi, sygdom, sociale problemer, i skoler (selvfølgelig offentlige), der havde svært ved at se, hvordan deres elever med den baggrund skulle komme i nærheden af brud med den sociale arv. Dem, der en dag står på gaden med forlist skolegang, forliste muligheder for at løfte sig ud af det, de er så fortvivlende vant til. Nærme sig det, de godt nok fik lært var målet, friheden til at udfolde sit potentiale synliggjort i velstand og omverdenens respekt. LÆS OGSÅPolitiformand: »Man skærer ikke ind til benet - men i benene« For liberalisten er ulighed forudsætningen for det dynamiske samfund med voksende velstand. Men ulighed skaber vrede hos dem, der føler sig fastholdt på dens skyggeside. Vrede og mangel på respekt for det samfund, der marginaliserer dem og berøver dem håbet om forandring til det bedre. De hører om velstandsstigning. For de andre. De er tilskuere til dansen om guldkalven. Og vil selvfølgelig være med. De vil have andel i de materielle goder, der synes så rigeligt af. De vil have respekt. De er kloge nok. De mangler ikke energi. Hører de ikke, at det er op til den enkelte at forfølge sin chance, at søge sine drømme realiseret? At skaffe sig det, der så tydeligt er nøglen til anerkendelse, det liberalistiske samfunds statussymboler. Der er en alternativ vej til realisering af det liberalistiske ideal. Bandernes. Samfundet kan selvfølgelig ikke tolerere dem. Politiet må på gaden. Demonstrere handlekraft. LÆS OGSÅEx-kriminel: Synligt politi rammer bander hårdere Der er unge, der lader sig friste af bandernes tilbud om accept, respekt, hurtige biler, og hvad velstand ellers kan bringe. De unge i banderne drømmer de samme drømme som jævnaldrende fra den velbjærgede middelklasse. De hylder det frie initiativ, nyder belønningen for veludført forretning. De er børn af liberalismen. Liberalismens forsømte børn. Banderne er et problem. Men problemet er det velbjærgede Danmarks manglende bekymring over det liberalistiske konkurrencesamfunds kyniske accept af tabere. De velbjærgede kror sig på ulighedens solside. De andre må klare sig, som de kan. Og det gør de!