Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Trump er startskuddet til en kapitalistisk kontrarevolution

Valget af Donald Trump var en protest mod protesterne og markerer begyndelsen på en kontrarevolution, hvor de hvide amerikanere slår tilbage.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad der virkede helt utænkeligt for bare et halvt år siden, er nu en realitet.

Præsident Trump afløser præsident Obama, den første sorte præsident i USA’s historie og modtager af Nobels Fredspris.

Alle mainstream medier i USA advarede mod Trump. Alle dele af det officielle USA – diplomater, militæret, kulturen og politiske establishment, inklusive store dele af det republikanske parti – lagde afstand til ham.

Men kampagnen virkede ikke.

På den måde udgør Donald Trump ved første øjekast et novum – et brud med det hidtidige politiske system i USA.

Trump kommer udefra og opløser den opposition mellem demokrater og republikanere, der har styret det politiske system siden midten af 19. århundrede i USA. Han har afvist det normale – og er som sådan et udtryk for protest.

Han er det foreløbige højdepunkt i en hurtigt voksende afvisning af det politiske system, som vi kender det – med Brexit som det vigtigste europæiske eksempel på denne udvikling.

En udvikling, hvor befolkninger trodser alle mediers og eksperters råd og formaninger og stemmer mod ‘systemet’, stemmer helt forkert.

Trump fremstår dermed som et symptom på en bredere tendens, hvor befolkninger reagerer på en situation, kendetegnet ved opløsning og krise.

At vi befinder os i en tilstand af krise, er uomtvisteligt. Derfor er usikkerhed og rådvildhed grundstemningen. Det er svært at forudse, hvad der sker.

Er vi bare konfronteret med en sekulær stagnation med konstant lave vækstrater, sådan som økonomer som Paul Krugman håber, eller står vi over for en grundlæggende krise i det kapitalistiske system, som mange marxistiske økonomer mener?

Finanskrisen er selvfølgelig en helt afgørende faktor i dette, men dertil kommer fænomener som den geopolitiske ustabilitet efter 9/11 og invasionerne af Afghanistan og Irak, 2011-protestbevægelserne, voksende

45 procent af de hvide kvinder stemte på Trump i et forsøg på at sikre deres afkom førsteretten til arbejde og konsum

migrationsbevægelser og klimatruslen.

Alt sammen tendenser, der udfordrer de nationale økonomier og presser det etablerede politiske system, ikke mindst det amerikanske. Folk reagerer ved at evakuere de gamle partier og søger andre steder hen.

Men er Trumps sejr en protest – eller er det snarere en modprotest?

Der er selvfølgelig en forbindelse mellem Trumps sejr og finanskrisen i 2007-2008, der synliggjorde en eksploderende økonomisk ulighed i USA.

Som blandt andre dokumentarfilminstruktøren Michael Moore har forklaret, er valget af Trump en fuckfinger til de sidste 25 års intense neoliberale globalisering, hvor udflytning og afindustrialisering langsomt har fjernet livsgrundlaget for store dele af den amerikanske arbejder- og middelklasse.

De socioøkonomiske årsager til Trumps succes ligger ligefor: reallønsfald, økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed.

Men det er forhold, som den herskende klasse har svært ved at tage alvorligt, selv efter finanskrisen, hvor politikerne valgte at baile bankerne ud og socialisere omkostningerne af den bristede kreditboble.

Finanskrisen resulterede altså ikke i noget politisk kursskifte, men som valget af Trump viser, rykkede den alligevel ved tingene.

For pludselig blev den 40 år lange neoliberale nødlanding synlig: Den galopperende ulighed var nu ikke blot et billede på USA som mulighedernes land, men et problem.

Uligheden kunne ikke længere skjules eller var ikke længere okay.

Universitetsbesættelserne i Californien i 2009 mod højere studieafgifter og Occupy-bevægelsen i 2011 var en første reaktion.

Unge i storbyerne besatte pladser i protest mod frikøbet af banker, der havde spekuleret i husejeres manglende evne til at betale lån tilbage.

NOA REDINGTON

Storbyungdommen indtog Wall Street og protesterede mod finanskapitalen ved at tage byens rum tilbage og gøre dem til scene for en eksperimenterende egalitær politisk diskussion.

De 99 procent afviste den enorme ulighed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Occupy var en søgende genopdagelse af tidligere tiders militant og antikapitalistisk modstand, men projektet faldt relativt hurtigt fra hinanden; perioden fra september 2011 til december 2011 var højdepunktet, og så faldt aktiviteterne eksponentielt i de følgende måneder.

Efter 40 års intens neoliberal individualisering – ‘der findes ikke noget samfund’, som Thatcher sagde – var det svært at genskabe et sprog, der kunne artikulere en sammenhængende kritik af systemet hinsides moralisering og enkeltsagsaktivisme.

I kølvandet på Occupys sammenbrud i marts 2011 opstod en ny protestbevægelse, Black Lives Matter, hvor sorte amerikanere protesterede mod et racistisk politi, der skyder unge sorte mænd, men også mod en lokal ‘hvid’ kapitalisme, der ekskluderer sorte fra økonomien.

Den amerikanske kapitalisme producerer en racemæssig ulighed, der gør, at sorte liv er overflødige for kapitalismen. De udgør ikke nogen reserve-armé, men er bare tilovers.

Occupy og Black Lives Matter-bevægelsen udgør tilsammen et begyndende opgør med et racistisk kapitalistisk system i USA. Trump er et markant nationalkapitalistisk svar

Og politiet har til formål at holde denne farvede overskudsbefolkning nede, de fattige skal kontrolleres, og hver 28. time skyder politiet en sort mand i USA.

Med henvisning til borgerrettighedsbevægelsen og sorte militante bevægelser sidst i 1960’erne har Black Lives Matter formuleret krav om institutionelle reformer, men også om økonomisk erstatning til sorte for slaveriet.

Vi har i hele dette forløb at gøre med en diskontinuerlig opløsningsproces, hvor den ene konflikt afløser den anden i et svært modsætningsfyldt forløb, hvor revolutionære opbrudstendenser hele tiden forsøges afsporet eller undertrykt.

Det er denne opløsning, der er konteksten for Trumps valgsejr.

For med Trump skete der en mobilisering i de ‘glemte’ og forbigåede middelstore og små byer i USA.

Hvis Occupy var ungdommen i New York og San Francisco og langs kysterne, og Black Lives Matter var den sorte befolkning i USA, så er Trumps vælgere den hvide arbejder- og middelklasse uden for metropolerne, der afviser de sidste 30 års økonomiske udvikling og kræver en art genopretning af tidligere tiders (hvid) velfærd.

Efter Occupy kom Trump, kan man sige. Der er en således tydelig kontrarevolutionær dimension over Trump.

Occupy og Black Lives Matter-bevægelsen udgør tilsammen et begyndende opgør med et racistisk kapitalistisk system i USA. Trump er et markant nationalkapitalistisk svar, hvor den hvide under- og middelklasse svarer igen og resolut afviser ethvert grundlæggende opgør med deres egen privilegerede adgang til lønarbejdet.

Logikken synes at være, at de få jobs, der stadigvæk er i USA, skal vi (hvide) have. 45 procent af de hvide kvinder stemte således for Trump i et forsøg på at sikre deres afkom førsteretten til arbejde og konsum.

På den måde er Trump alt andet end et brud og skal i stedet forstås som en desperat forlængelse af et hvidt amerikansk demokrati, der er under pres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi er nu i en situation, hvor de liberale løsninger ikke længere slår til og erstattes af konservative sådanne. Nu organiseres kontrarevolutionen.

Trump var en protest mod protesterne, et forsøg på at stramme op og sikre USA som et hvidt demokrati, hvor hvide er lige, men mere end alle andre.

I USA er statsborgerskab nemlig en form for racemæssigt privilegium, hvidhed er en essentiel karakteristik ved amerikansk statsborgerskab.

Det bekræfter valget af Trump til fulde, og kun et opgør med det forhold kan skabe muligheden for et reelt amerikansk demokrati.

Hvad der nok er det samme som at sige, at uden en revolution intet demokrati.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden