Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Sygeplejerske: Er der en politiker, som vil forklare Inge, hvorfor hun først får sit morgenbesøg klokken 13?

Jeg kan snart ikke længere holde til at have dårlig samvittighed, hver gang jeg som hjemmesygeplejerske banker på en dør. Jeg er træt af at skulle forsvare et system, som ikke kan forsvares.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forleden dag havde jeg en vagt i hjemmesygeplejen, hvor jeg halvvejs igennem dagen var ved at give op.

Da jeg mødte ind klokken 8 og fik stukket min liste i hånden, kunne jeg med det samme notere mig, at det ville blive svært at nå, hvis jeg gerne ville have fri klokken 15.

Jeg havde 15 borgere på listen, hvilket i sig selv er mere end rigeligt, hvis man har et ønske om at yde acceptabel sygepleje.

Det gjorde ikke situationen mere overskuelig, at jeg havde 6 gange blodsukkermåling og insulingivning, som skulle ordnes som noget af det første.

De 6 borgere boede desværre i hver sit område af den pågældende bydel, så min opmålte cykelrute lå på 14,85 km (i voldsomt blæsevejr, sne og regn).

Da insulinen var givet – efter mange reprimander fra borgerne om, at jeg var alt for sent på den – måtte jeg videre til det næstvigtigste på listen, bl.a. RIK (’ren intermitterende kateterisering’), hvor borgere hjælpes til at tømme blæren med et kateter.

Da klokken var cirka 14, havde jeg øjendryp og 4 gange kompressionsforbinding, som egentlig skal lægges om morgenen.

Men hvad gør man?

Jeg er informeret om, at vi er underbemandet, og derfor ender vores lister på denne måde.

Jeg har meget svært ved at se mine borgere i øjnene, når de brokker sig over situationen, for jeg kan simpelthen ikke forsvare de forhold, som de tilbydes

Det er urimeligt over for os som personale, men i den grad også over for vores borgere, som er afhængige af vores hjælp.

De borgere, som har kæmpet og arbejdet hårdt for vores velfærdssamfund, der i mine øjne nu er ved at smuldre fuldstændig.

Det kan vi simpelthen ikke byde mennesker.

Alle mine arbejdsopgaver handler om at prioritere, hvad der er vigtigst, og hvad der kan vente.

Men det kan ikke retfærdiggøres, at borgere først får deres morgenmedicin, når klokken er 11.30, får kompressionsstrømper på klokken 14 eller først får hjælp til at tømme blæren klokken 12.

Jeg blev forleden mødt af ufattelig mange borgere, som skældte mig ud, mens jeg forpustet og gennemblødt forsøgte at forklare, at jeg ikke kunne være der før nu, og at det selvfølgelig var beklageligt.

Borgere og pårørende stod og trommede med fingeren på håndleddet for at illustrere, hvor sent jeg var på den.

Jeg havde flere gange lyst til at bryde grædende sammen og råbe: Hvad vil I have, at jeg skal gøre?

Jeg har valgt mit job, fordi jeg nyder at hjælpe andre mennesker og skabe glæde hos mine medborgere.

Lige nu føler jeg bare ikke, at systemet laver andet end at svigte dem som følge af de mange besparelser.

Jeg kan ikke retfærdiggøre over for mine medborgere, at jeg er så sent på den.

Jeg kan fortælle dem om, hvor travlt vi har, men det får dem ikke til at have det bedre.

Jeg fik heldigvis aflyst et besøg og nåede derfor tilbage til kontoret klokken 14.45 med et kvarter til at dokumentere alt og holde frokostpause. Jeg var træt, tissetrængende, sulten, udmattet og ked af det.

Ked af at tage på arbejde og få skældud igen og igen, når man egentlig bare ønsker at hjælpe.

Jeg holder nemlig snart ikke længere selv til at få skældud, have dårlig samvittighed og give undskyldninger, hver gang jeg banker på en dør

Jeg har meget svært ved at se mine borgere i øjnene, når de brokker sig over situationen, for jeg kan simpelthen ikke forsvare de forhold, som de tilbydes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De, som har ansvaret for besparelserne, burde tage med mig på arbejde, for jeg vil gerne se, om de selv med god samvittighed kan forklare vores ældre borgere, hvorfor situationen er, som den er.

I mine øjne er den i hvert fald under al kritik.

Det er nemt at sidde på et kontor og mærke, hvordan pengene spares – sværere er det at være den person, som lider under besparelserne i praksis, og som dagligt skal stå til regnskab for det.

Jeg er træt af at skulle forsvare et system, som ikke kan forsvares.

Vi bevæger os hen imod et neoliberalistisk samfund, hvor alle borgere med mulighed for det til sidst vil søge privatiserede tilbud, hvis de vil modtage den nødvendige hjælp og omsorg.

Kære politikere, vågn nu op!

Jeg tager jer med glæde med på arbejde en dag, så I kan forklare borgerne, at jeg ikke kan være 10 steder på én gang.

Jeg holder nemlig snart ikke længere selv til at få skældud, have dårlig samvittighed og give undskyldninger, hver gang jeg banker på en dør.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden