'Nudging' handler kort fortalt om at puffe borgere i en bestemt retning ved at tage højde for ofte irrationel adfærd, når man laver politik. (Arkivfoto)
Foto: THOMAS BORBERG

'Nudging' handler kort fortalt om at puffe borgere i en bestemt retning ved at tage højde for ofte irrationel adfærd, når man laver politik. (Arkivfoto)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Statens øgede fokus på 'nudging' er godt - men ikke nok

Vi bør være positive overfor statens øgede fokus på denne nye adfærdsbaserede tilgang, men vi skal undgå ukritisk jubel-begejstring og sikre, at det integreres hensigtsmæssigt.

Debatindlæg

Inde i Finansministeriets computere bor der en fyr ved navn Adam (Annual Danish Aggregate Model). Adam er ikke umiddelbart som de fleste, fx shopper han »med udgangspunkt i en nyttefunktion og fordeler sit budget på forbrugskomponenterne, så nytten maksimeres«.

Hvis Adam bliver syg, så går han til lægen, og han tager naturligvis sin medicin til tiden. Han overvejer nøje forholdet mellem sin løn og pension; kommer ikke for sent til sine aftaler; og han spiser selvfølgelig hverken mere eller mindre, end han vil.

Hvis Adam lyder lidt for god til at være sand, så er det fordi, han er et fantasivæsen. Skabt af dygtige økonomer for at agere stand-in for os almindelige mennesker, når de politiske visioner skal gennem regnemaskinen for at beregne effekterne af alt fra skattelettelser til øget pensionsalder.

At Adam minder mere om en robot end menneske er ikke en fejl. Økonomiske modeller bliver nødt til at være simplere end virkeligheden, og de ville hurtigt bryde sammen, hvis de skulle tage højde for mange af vores særheder.

Der opstår til gengæld hurtigt problemer, når vi lader os overbevise om, at virkelige mennesker fungerer på samme måde som Adam.

I modsætning til ham spiser vi ofte mere, end vi ønsker; vi betaler i månedsvis for fitnessabonnementer, som vi aldrig bruger; vi blæser hele budgettet af på månedens første impulskøb; og vi glemmer vores aftaler hos lægen, og kan i øvrigt ikke finde ud af at tage vores medicin rigtigt.

Hvis staten ikke tager højde for dette, når den indretter markedet, sundhedssystemet, skolen og pensionsordningerne, så vil der forudsigeligt opstå fejl.

Alle vores særheder er svære at forene med økonomiens rationelle modeller, men de er velkendte og velstuderede af psykologien, og i de sidste årtier har dygtige psykologer kortlagt, hvordan og hvornår vores adfærd afviger fra økonomernes og juristernes mildest talt idylliserede menneskesyn.

Fællesnævneren for disse og mange andre indsigter fra adfærdsvidenskaberne er, at vi kan bruge dem til at indrette samfundet bedre, så det bliver lettere at være borger, forbruger, patient og forælder, end det er i dag.

Havde man ladet sig inspirere af adfærdsvidenskabernes arbejde på området og eksperimenteret med forskellige evidensbaserede modeller, havde man nok sparet en del blæk og tid

Det skal ske ved at bruge vores viden fra psykologien og de andre adfærdsvidenskaber langt mere direkte i statens arbejde, og udvikle løsninger til mennesker og ikke til Adam.

Inspirationen fra adfærdsvidenskaberne består dog ikke kun i at se på gamle problemer gennem nye briller. Mange af indsigterne er ikke intuitive og følger ikke gængs logik, men er resultater af grundig videnskabelig afprøvning.

Det betyder, at der er behov for villighed til at teste eventuelle løsninger grundigt, inden de implementeres bredt i samfundet. Dette er afgørende for at blive klogere på, hvad der rent faktisk virker og dermed kan spare ressourcer i det lange løb.

Kun sådan får vi gjort op med den mere eller mindre ’blinde’ masseproduktion af regler og offentlige procedurer, hvor vi aldrig kan være sikre på, hvorvidt de kommer til at virke efter hensigten.

Den hedengangne fedtafgift udgør et eksempel. Her gemte man små afgifter i bagerbrødet, hvilket nok fik de færreste til at holde hindbærsnitterne for sig selv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konsekvensen var da også at afgiften hurtigt faldt til jorden (nok mere pga. lobbyisme end tålmodig observation af et resultat der udeblev).

Havde man ladet sig inspirere af adfærdsvidenskabernes arbejde på området og eksperimenteret med forskellige evidensbaserede modeller, havde man nok sparet en del blæk og tid, såvel i aviserne som i departementerne.

Selvom vi bør være positive overfor statens øgede fokus på denne nye adfærdsbaserede tilgang, så er det vigtigt at undgå ukritisk jubel-begejstring.

Ting bliver ikke gode, alene fordi de er nye, og det er op til politikerne og ikke mindst embedsværket at sikre, at al denne nye viden integreres hensigtsmæssigt i embedsmandens værktøjskasse som et redskab blandt flere.

Vi kommer heller ikke uden om, at brugen af psykologisk funderede metoder i statsadministrationen stiller højere etiske krav, end vi er vant til.

Vi bør derfor afkræve en større grad af gennemsigtighed fra embedsværket, både når det gælder valg af metoder og omkring de mål, man forsøger at opnå.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden