Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)
Foto: Anne-Marie Steen Petersen /Politiken-Tegning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Muslimbashing er blevet en nationalpsykose

Mistænkeliggørelsen af muslimer er blevet noget, som politikere såvel som borgere af etnisk dansk herkomst kan praktisere helt omkostningsfrit. Det skal stoppe nu, mener Henrik Marstal.

Debatindlæg

Ved I, hvad jeg trænger til? Jeg trænger til et par måneders nyheds- og debatstrøm, hvori danske muslimer ikke bliver omtalt negativt eller mistænkeliggjort.

For som daglig forbruger af danske landsdækkende medier er jeg ved at køre træt i de tilsyneladende endeløse udfald mod denne befolkningsgruppe, udfald, som knap nok fantasien efterhånden formår at sætte grænser for.

Mistænkeliggørelsen af muslimer er blevet institutionaliseret som en særlig rettighed, som politikere såvel som borgere af etnisk dansk herkomst kan praktisere helt omkostningsfrit. Og muslimbashing er blevet en ny folkesport, som alle med medfødte danskhedsprivilegier har ret til at udøve.

I sidste uge var det Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der forlangte af alle »indvandrere«, at de skulle deltage i de kristne højtider for at kunne kalde sig danske (som om alle indvandrede personer i Danmark er ikkekristne).

I en artikel 16. februar gengav Jyllands-Posten denne udmelding komplet ukritisk, som var den udtryk for et helt nyt politisk perspektiv. At ordføreren med sin udmelding i øvrigt lagde sig ud med hjemlige asatroende og ateister, var avisen også fuldkommen uopmærksom på.

Og i denne uge bekendtgjorde Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, at alle bederum på universiteter og erhvervsuddannelser bør lukkes, fordi religion og uddannelse ikke skal forenes. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) udtalte dog, at hun ville nøjes med at bede rektorerne overveje muligheden.

Ifølge visse politikere har debatten om muslimers status herhjemme med danskhed at gøre. Og i en globaliseret verden er denne debat essentiel for den nationale selvforståelse, hævder de.

Men hvad er det egentlig for en danskhed, der bliver praktiseret med alle disse udfald mod muslimer? For mig at se er det danskheden i sin mindst flatterende udgave: den åndelige armods danskhed, den mistænksomhedssøgende danskhed, den os-mod-dem-dumsmarte danskhed. Kort sagt: alt andet end den nysgerrige, inkluderende og videbegærlige danskhed.

Når jeg er træt af denne strøm af negativ omtale af muslimer, har det at gøre med i hvert fald tre forhold. For det første er det urimeligt at hetze mod en befolkningsgruppe alene på grund af dens religion.

Det er på tide at spørge, hvilken gavn en fortsat muslimbashing vil få. Vil den skabe mere samhørighed mellem danskerne? Nej

Det gælder ikke mindst, når denne religion vanemæssigt fremstilles unuanceret og summarisk af både politikere, debattører og medier, når tilknytningen til den varierer enormt i styrke og omfang, og når muslimer flest er fredelige mennesker, som ikke ønsker død over nogen.

For det andet er det negative fokus på muslimers religiøse tilhørsforhold ude af proportioner med de positive aspekter: Deres religion bidrager som religioner flest til at skabe værdier, normer og rammer, der så langtfra behøver at være fundamentalistiske, og som giver dens udøvere et livskompas, der bidrager til at skabe en helhedsforståelse af tilværelsen og gøre livets udfordringer lettere at bære og acceptere.

For det tredje er der så meget andet end religion at have opmærksomheden rettet mod blandt danske muslimer. Her tænker jeg især på de kulturelle værdier, som mainstreamkulturen herhjemme længe har nydt godt af inden for musik, litteratur, film, teater og comedy.

Og jeg tænker særlig på den mellemøstlige madkultur, som flere generationer af danskere med stor iver har taget til sig.

Ikke desto mindre er muslimbashing blevet en nationalpsykose, der ikke adskiller sig fra de nationalpsykoser, som før i tiden blev kommunister, jøder eller homoseksuelle til del.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor pokker har vi som nation dog så svært ved at gennemskue denne omstændighed: at vi egentlig blot er i gang med en ny runde bashing, og hvor den eneste forskel er, at fjendebilledet har fået et nyt navn?

Det er på tide at spørge, hvilken gavn en fortsat muslimbashing vil få. Vil den skabe mere samhørighed mellem danskerne? Nej. Vil den gøre det lettere at være muslim i Danmark? Nej. Vil den bidrage til at gøre etniske danskere mere anerkendende, empatiske og respektfulde over for andre? Heller ikke.

Så hvem vinder egentlig ved, at vi fortsætter bashingen? I hvert fald ikke almenvellet eller for den sags skyld nationens velbefindende.

Derfor: Lad os tage en tiltrængt pause i muslimbashingen på bare et par måneder. Og lad os få lidt fri fra al snakken om danskhed også. Det ville give plads til anden og utvivlsomt mere væsentlig information i de hjemlige mediers nyhedsstrøm.

Måske vi så kunne få tid til at tænke nærmere over, om der findes mere konstruktive og mindre generaliserende måder at udøve kritik af medborgere på. Og måske vi kunne få tid til at overveje, hvad nationalpsykoser egentlig er, og hvad de gør ved befolkninger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce