Havde det været en hund, hvis bedende øjne jeg negligerede, selv om enhver kunne se, at den havde et lorteliv – ikke kunne gå, ikke selv kunne spise, var skrupforvirret i hovedet, ikke kunne styre sin afføring, ikke kunne noget som helst af det, der er en del af et normalt hundeliv – ville jeg blive meldt til enten politiet eller Dyreværnet for dyremishandling.
Men nu er det et menneske. Min højt skattede og respekterede 93-årige kollega og gode ven gennem mere end 40 år, der mod sin vilje er blevet sat i en kørestol, der helt åbenbart generer hende. Hun er på et plejehjem ude af stand til at tale sin egen sag, ude af stand til at gøre sig forståelig – bortset fra over for mig, der kender hende så godt.
