Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Pårørende: Jeg tager gerne tre år i fængsel, hvis jeg må hjælpe min veninde med at dø

Vi tager os af vores svageste i Danmark. Undtagen når de er gamle, demente, smerteramte og ude af stand til selv at gøre en ende på livet.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Havde det været en hund, hvis bedende øjne jeg negligerede, selv om enhver kunne se, at den havde et lorteliv – ikke kunne gå, ikke selv kunne spise, var skrupforvirret i hovedet, ikke kunne styre sin afføring, ikke kunne noget som helst af det, der er en del af et normalt hundeliv – ville jeg blive meldt til enten politiet eller Dyreværnet for dyremishandling.

Men nu er det et menneske. Min højt skattede og respekterede 93-årige kollega og gode ven gennem mere end 40 år, der mod sin vilje er blevet sat i en kørestol, der helt åbenbart generer hende. Hun er på et plejehjem ude af stand til at tale sin egen sag, ude af stand til at gøre sig forståelig – bortset fra over for mig, der kender hende så godt.

Hun siger og råber hele tiden, gang på gang, når jeg besøger hende: »Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig. Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere. Av, av, av. Hold op. Lad mig være. Nej, nej, du skal ikke stryge mig over ryggen, av, av, av – giv mig fred«.

Hun er meget dement. Alt, hvad hun siger, er noget uforståeligt rod. Men oppe i hendes hoved og i hendes krop, er det helt klart, at hun har fået nok. Hun orker ikke mere, og hun vil gerne herfra. Jeg forstår hende inderligt godt.

Indtil for få år siden var hun et skarpt, lødigt, usentimentalt og dybt humanistisk menneske. Hun var med til at etablere den verdensomspændende organisation Kvinder for Fred, fordi »mine sønner ikke skal slå dine sønner ihjel«. Hun har selv flere gange haft døden tæt inde på livet, også i dens mest smertefulde form: To små børn døde fra hende og hendes mand med ganske få dages mellemrum.

Hun ved, at døden er endegyldig, og hun har stor erfaring med at overleve på trods. Ikke nogen pivskid – tværtimod

Så hun ved, at døden er endegyldig, og hun har stor erfaring med at overleve på trods. Ikke nogen pivskid – tværtimod.

Men nu er hun færdig. Nu orker hun ikke mere. Jeg tror, hun har været indlagt på hospital fem-seks gange inden for det seneste halve år, og hun har i samme periode boet på fire forskellige plejehjem. Dybt frustrerende for et gammelt forvirret menneske.

Det plejehjem, hun bor på nu, er fint. Personalet er søde og ordentlige – men de kan ikke lindre hendes smerter, for det må de ikke, og de må heller ikke give hende beroligende piller, når hun er helt ude af den på grund af afmagt og livslede.

Hvis jeg vidste, hvordan man kunne få fat i nogle piller, der 100 procent sikkert ville lade hende sove lige så stille ind, ville jeg personligt give hende dem og holde hende i hånden og glæde mig, efterhånden som hendes ansigt ville falde til ro, og jeg til sidst kunne se, at hun med et lettelsens suk havde fået fred.

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre, og nu viser det sig, at en læge, Svend Lings, der har stået frem og indrømmet, at han har hjulpet dybt, dybt ydmygede og livstrætte mennesker med at få fred, får frataget sit lægecertifikat og åbenbart skal tre år i fængsel.

Fuldstændig misforstået. Det står lysende klart for enhver, at denne læge er et lødigt og omsorgsfuldt menneske, der befrier fortvivlede medmennesker for et – efter deres egen mening – ydmygende og smertefuldt liv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I mine øjne er han en helt, og det er fuldstændig fejlagtigt at tage udgangspunkt i sådanne medlidenhedsdrab for at forhindre andre drab. De to ting har intet med hinanden at gøre.

Ingen lytter til hende, ingen hjælper hende, hun får lov til at sidde eller ligge med smerter – fuldstændig meningsløst dag efter dag, nat efter nat

Sidste søndag havde formanden for Udviklingshæmmedes Landsforbund, Lars Gjermandsen, et indlæg i Politiken om livskvalitet. Jeg er helt enig med ham: Ingen andre kan eller skal bedømme menneskers livskvalitet, uanset om de er udviklingshæmmede, kræftramte, deprimerede – eller hvad mennesker nu kan blive ramt af.

Det kan de kun selv, og det gør min ven på plejehjemmet hele tiden. Men ingen lytter til hende, ingen hjælper hende, hun får lov til at sidde eller ligge med smerter – fuldstændig meningsløst dag efter dag, nat efter nat.

Jeg plejer ellers at være så stolt af Danmark, fordi vi tager os af vores svageste. Undtagen når de er gamle, demente, smerteramte og ude af stand til selv at gøre noget ved det. Hjææælp!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden