0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Læger uden grænser: Politiken fordrejer frygteligt eboladilemma i sensationspræget artikel

Den journalistiske dækning af et opsigtsvækkende dødsfald bærer præg af sensationslyst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Humarr Khans død beskrives i en bog, som Læger uden grænser står bag, men organisationen kritiserer Politikens gengivelse af historien.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man læser søndagens udgave af Politiken, får man et sensationsdrevet indtryk af, at Læger uden Grænser aktivt har overvejet at lade patienter dø. ’Ebola-helten, som Læger uden Grænser af etiske grunde lod dø’, hedder overskriften på forsiden.

At ’lade nogen dø’ betyder, at man ved, at man har mulighed for at redde nogen, men vælger ikke at gøre det.

Dette er en alvorlig fordrejning af et meget svært dilemma, som vi stod midt i under det frygtelige ebolaudbrud i Vestafrika i 2014.

Materialet til denne artikel kommer fra vores bog ’The Politics of Fear’. Der bliver altså ikke ’afsløret’ noget, for bogen er blevet skrevet for åbent at debattere, hvad der skete under ebolaepidemien, og for at drøfte de erfaringer, som Læger uden Grænser og andre organisationer gjorde sig i de kaotiske måneder, hvor ebolaepidemien var på sit højeste. Denne åbenhed skulle gerne føre til, at man under en kommende epidemi kan gøre det bedre.

Artiklen handler om dr. Sheik Humarr Khan, der var landets ledende ebolaekspert og selv var blevet smittet med ebola. Han valgte at lade sig indlægge på et af vores ebolacentre. Det blev under intens diskussion drøftet, om dr. Khan skulle have eksperimentel medicin kaldet ZMapp. Læger uden Grænser fik tilbudt en enkelt dosis af denne medicin, som aldrig før var blevet afprøvet på mennesker.

Det placerede Læger uden Grænser i et frygteligt dilemma. Vi ville gerne hjælpe dr. Khan, men Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO og for Læger uden Grænser var det uetisk at give en sådan medicin. Ingen vidste på dette tidspunkt, om der kunne være dødelige bivirkninger ved medicinen. I Vestafrika var der meget begrænset mulighed for at overvåge og imødekomme eventuelle alvorlige bivirkninger. Nogle af vores ansatte anså det også for uetisk at give medicin til dr. Khan, når andre patienter ikke kunne få det tilbudt.

Dr. Khan fik ikke medicinen og døde af ebola. Det var frygteligt. Havde han fået ZMapp, og det havde vist sig, at han var død af bivirkninger – eller simpelthen var død af ebola alligevel – havde det været tilsvarende frygteligt, og det kunne desuden have udviklet sig livsfarligt for tusindvis af andre patienter.

I Læger uden Grænser mener vi, at Politiken har valgt en sensationspræget og unuanceret behandling af denne meget komplekse situation, der ledte til et menneskes død

Hvis Læger uden Grænser blev opfattet som eksperimenterende med ikke-godkendt medicin til den afrikanske befolkning imod officielle anbefalinger, kunne det have resulteret i trusler fra befolkningen og have tvunget os til at stoppe vores hjælp til over 10.000 andre patienter. Det var et stort medicinsk og operationelt dilemma at stå over for. Så nej, Politiken, vi lod ikke bare en patient dø. Vi stod midt i et frygteligt dilemma, der kunne have enorme konsekvenser – ikke kun for dr. Khan, men for tusindvis af andre patienter.

Desuden kan man i artiklen læse, at der var »antydning af racistiske undertoner« under forløbet, fordi to vestlige personer fra en anden organisation fik tilbudt ZMapp. Det fremgår ikke tydeligt, at Læger uden Grænser slet ikke var involveret i behandling af disse to patienter. De fik medicinen, efter at dr. Khan var død, og de blev fløjet til USA til behandling. WHO forsøgte ogs