0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Pio, Stauning, Krag og Anker vender sig i gravene over Socialdemokratiets grove forsøg på historieomskrivning

Når Socialdemokratiet lukker for kvoteflygtninge og stiller sig skeptisk over for de internationale konventioner, har det intet med idealer fra partiets fortid at gøre. Det er ren og skær opportunisme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Illustration: Rasmus Vendrup

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Socialdemokraten Mattias Tesfaye har udgivet en bog med titlen ’Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændigepolitik’.

I bogen kritiserer Tesfaye sit eget partis håndtering af udlændingepolitikken fra begyndelsen af 1980’erne til nu, hvor partiet har ændret kurs og fra at have haft en humanistisk tilgang til især flygtningeproblemet er slået ind på en strammerkurs, der ikke er til at skelne fra Venstres og Dansk Folkepartis.

Tesfaye legitimerer den nye kurs med henvisning til den holdning, mange i arbejderbevægelsen havde i begyndelsen af 1970’erne, hvor der blev lukket for yderligere indvandring.

Gæstearbejderne havde opfyldt deres funktion under højkonjunkturen i 1960’erne, og nu, i 1973, var krisen sat ind, og der var ikke brug for flere. I en tid med økonomisk nedtur skulle danske arbejdspladser forbeholdes danske arbejdere. Det var der stort set enighed om dengang i 70’erne, også i de andre arbejderpartier SF, VS og DKP.

Mens de borgerlige af økonomiske grunde havde hilst indvandringen velkommen, var arbejderbevægelsen mere skeptisk, og i 1973 blev der lukket for flere gæstearbejdere. At mange af dem så blev og fik deres familier herop, havde man næppe regnet med. Og næppe heller med, at verden var ved at træde ind i en helt ny epoke med internationalisering og globalisering. Med udmalingen af Anker Jørgensens og andres indvandrerskepsis i 1970’erne tegner Tesfaye et billede til efterligning for nutidens socialdemokrater.

Historien bliver et instrument til legitimering af nutidens holdninger, ligesom det sker med den positive skildring af advarslerne fra Vestegnens socialdemokratiske borgmestre. De ses nu, også af Mette Frederiksen, som profeter, man burde have lyttet til i Birthe Weiss’, Svend Aukens og Mogens Lykketofts Socialdemokrati. De var åbenbart pladderhumanister, mens de nuværende ledere er realister.

Det trick, de nye ’realister’ bruger i deres omgang med historien, er klassisk: De vælger en periode, som de udnævner til den ’rigtige’ i Socialdemokratiets historie med hensyn til synet på indvandrere og flygtninge. Den bruger de så til at begrunde, hvorfor de ledere, man i mellemtiden havde (fra ca. 1980 til 2015), tog fejl. Hvorfor de var ’humanister’ og ’utopister’, som en anden og meget hårdtslående socialdemokrat, Henrik Sass Larsen, med afsky har udnævnt dem til i Dagbladet Information.

Historien bliver et instrument til legitimering af nutidens holdninger, ligesom det sker med den positive skildring af advarslerne fra Vestegnens socialdemokratiske borgmestre