Socialdemokraten Mattias Tesfaye har udgivet en bog med titlen ’Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændigepolitik’.
I bogen kritiserer Tesfaye sit eget partis håndtering af udlændingepolitikken fra begyndelsen af 1980’erne til nu, hvor partiet har ændret kurs og fra at have haft en humanistisk tilgang til især flygtningeproblemet er slået ind på en strammerkurs, der ikke er til at skelne fra Venstres og Dansk Folkepartis.
Tesfaye legitimerer den nye kurs med henvisning til den holdning, mange i arbejderbevægelsen havde i begyndelsen af 1970’erne, hvor der blev lukket for yderligere indvandring.
Gæstearbejderne havde opfyldt deres funktion under højkonjunkturen i 1960’erne, og nu, i 1973, var krisen sat ind, og der var ikke brug for flere. I en tid med økonomisk nedtur skulle danske arbejdspladser forbeholdes danske arbejdere. Det var der stort set enighed om dengang i 70’erne, også i de andre arbejderpartier SF, VS og DKP.
Mattias Tesfaye i ny bog: Det er, som om vi begynder forfra hele tiden i debatten om udlændingeMens de borgerlige af økonomiske grunde havde hilst indvandringen velkommen, var arbejderbevægelsen mere skeptisk, og i 1973 blev der lukket for flere gæstearbejdere. At mange af dem så blev og fik deres familier herop, havde man næppe regnet med. Og næppe heller med, at verden var ved at træde ind i en helt ny epoke med internationalisering og globalisering. Med udmalingen af Anker Jørgensens og andres indvandrerskepsis i 1970’erne tegner Tesfaye et billede til efterligning for nutidens socialdemokrater.
Historien bliver et instrument til legitimering af nutidens holdninger, ligesom det sker med den positive skildring af advarslerne fra Vestegnens socialdemokratiske borgmestre. De ses nu, også af Mette Frederiksen, som profeter, man burde have lyttet til i Birthe Weiss’, Svend Aukens og Mogens Lykketofts Socialdemokrati. De var åbenbart pladderhumanister, mens de nuværende ledere er realister.
Det trick, de nye ’realister’ bruger i deres omgang med historien, er klassisk: De vælger en periode, som de udnævner til den ’rigtige’ i Socialdemokratiets historie med hensyn til synet på indvandrere og flygtninge. Den bruger de så til at begrunde, hvorfor de ledere, man i mellemtiden havde (fra ca. 1980 til 2015), tog fejl. Hvorfor de var ’humanister’ og ’utopister’, som en anden og meget hårdtslående socialdemokrat, Henrik Sass Larsen, med afsky har udnævnt dem til i Dagbladet Information.
Men ser man på andre perioder i Socialdemokratiets historie end 1970’erne, tegner der sig et helt andet billede.
I 1930’erne var partiet gennem den såkaldte Matteotti-Komité under ledelse af Hans Hedtoft meget aktivt med at modtage og hjælpe tyskere, der flygtede fra nazismen. Også dengang rasede de borgerlige imod dette, men Hedtoft og andre holdt fast.
Naturligvis skulle man hjælpe folk på flugt fra Hitler, selvom hjælpen især kom tyske socialdemokrater til gode. Tilsvarende hjalp DKP tyske kommunister gennem Røde Hjælp. Går man endnu længere tilbage i historien – til den første globaliseringsbølge før 1914 – er Socialdemokratiet konsekvent internationalistisk og indstillet på det, de kaldte folkeforbrødring. En ordentlig svend tog ’på valsen’ og arbejdede i udlandet nogle år for enten at blive der eller vende tilbage med frugtbar indsigt og ideer til dansk produktion.
I den periode var der også en stor indvandring til Danmark af folk, der kom for at arbejde eller søge beskyttelse – svenskere, polakker og jøder f.eks. De blev budt velkomne af socialdemokraterne. Ja, Socialdemokratiet var det parti i Danmark, som introducerede og kæmpede for universalismen, dvs. hvert individs værdighed og rettigheder, uanset køn, etnicitet og religion.
Hvor Venstre i lange tider så demokratiet som et ’husbonddemokrati’, hvor husbonden stemte på vegne af hele husstanden, så Socialdemokratiet tidligt demokratiet som et system med ’one man, one vote’, og man betød menneske.
Tilsvarende blev udlændinge opfattet som mennesker med rettigheder, og ikke mindst flygtninge – f.eks. fra pogromerne i Tsarrusland – skulle man selvfølgelig tage venligt imod.
Tesfayes og ikke mindst Sass Larsens forsøg på at fremstille både Radikale, venstrefløjen og partiets egne nylige ledere som »utopiske humanister«, der går ind for »fri indvandring og globale rettigheder for flygtninge« (Sass Larsen i Information 1.4.), virker patetisk.
Socialdemokratiet på ny udlændingekurs igenIngen i de partier går ind for fri indvandring, og når det gælder flygtninge, bør de så ikke netop have ’globale rettigheder’? Skal flygtninge, der i dag er de »fordømte her på Jorden«, som det hedder i arbejderbevægelsens sang ’Internationale’ – skal de ikke have nogen som helst rettigheder? Her er vi ude på umenneskelighedens overdrev, og den sprogbrug har intet med hverken liberalisme eller socialdemokratisme at gøre. Den strider mod den mest elementære moral.
Flygtningespørgsmålet er i øjeblikket det mest påtrængende internationale problem i Europa og omegn. Danske regeringer har selv været med til at skabe det gennem krigene mod Irak og Libyen. Alene af den grund bør man vise empati og gæstfrihed i et så rigt land som Danmark. Når S nu lukker for selv kvoteflygtninge og stiller sig skeptisk over for de internationale konventioner, har det intet med idealer fra partiets fortid at gøre. Det er ren og skær nutidig opportunisme, serveret i en grov sprogdragt som Sass Larsens.
Fra de store døde: Louis Pio, Stauning, Krag og Anker til den levende Helle Thorning ville man have taget afstand fra så grove forsøg på at omskrive historien og overfalde venligtsindede partier som Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet – og i øvrigt hele pressen, sådan som det er blevet moderne på den populistiske højrefløj, og som Sass Larsen også gør.
fortsæt med at læse
