Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mine venner roste min styrke, når jeg lod kagen stå. Det fik mig til at føle mig som en dårlig spiseforstyrret, når jeg endelig spiste

Spiseforstyrrede er hverken 'vildt stærke' eller i besiddelse af ekstrem kontrol. De er ramt af en farlig sygdom, hvor enhver anerkendelse skubber i en livsfarlig retning.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anoreksiramte sulter sig selv. Når man har anoreksi, er man rædselsslagen for at spise og for at tage på i vægt.
Da jeg selv var i behandling for min spiseforstyrrelse, ville jeg være i kontrol over alt: min vægt, mit udseende, mit liv, andres opfattelse af mig.
Jeg ønskede inderligt, at alle i mine omgivelser skulle synes, at jeg var perfekt. Jeg ville så gerne leve op til de store krav, jeg følte, omverdenen stillede mig - fordi jeg slet ikke følte mig god nok.

Et mål, der er så urealistisk, at det er dømt til at fejle for de fleste mennesker.
Derfor var jeg ekstremt observant på andres blik på mig, på andres snak om min sygdom og på snakken om spiseforstyrrelser generelt. Jeg bed mærke i alle ord og sætninger. Jeg vendte og drejede det i mit hoved og overfortolkede alt.

Det var både, når min familie og mine venner talte om spiseforstyrrelser, når mine behandlere omtalte min sygdom, når der var radioudsendelser, tv-indslag eller artikler, der handlede om spiseforstyrrelser. Alle ord blev til et kodesprog, jeg skulle knække og lære at forstå for at finde svaret på, hvordan jeg blev perfekt i hele verdens øjne og måske derfor endelig: lykkelig.
Det, jeg ofte hørte, var desværre, at anoreksien blev oversat til at være en form for styrke. Mine veninder kunne ofte udtrykke en forbløffelse over, at jeg gang på gang kunne lade slikket, hveden, de fedtholdige madvarer (og alle de andre tusind forbudte madvarer) stå, hver gang vi spiste sammen eller så film med tilhørende fredagsslik. Og når jeg hørte folk tale om anoreksi, var det med ytringer som “man er jo nødt til at være så stærk og have så meget selvkontrol for at kunne spise så lidt”.

Alle ord blev til et kodesprog, jeg skulle knække og lære at forstå for at finde svaret på, hvordan jeg blev perfekt i hele verdens øjne og måske derfor endelig: lykkelig

Desværre kan det være ord, den spiseforstyrrede aldrig glemmer, fordi man netop så gerne vil være i kontrol og være stærkere. Stærkere end maden. Stærkere end den menneskelige selvopholdelsesdrift, vi er født med. Men anoreksi er ikke ensbetydende med at være i kontrol. Det er det modsatte. Det er mangel på kontrol i sit liv, og man skal være rigtig syg, psykisk, før man er i stand til konstant at sulte sig selv.
For anoreksi er en alvorlig og livstruende sygdom. Det er ikke en diæt, eller et halvmarathon, som man med styrke og vilje og forberedelse kan gennemføre. Anoreksien bliver ved - resten af livet. Det er ikke noget, man vokser fra eller kommer videre fra uden langvarig professionel hjælp.
Selvom man i korte glimt kan sole sig i den 'anerkendelse', man føler, at omverdenen en sjælden gang imellem giver en, kan det have store konsekvenser. For hvad sker der så, når denne kontrol ikke længere kan opretholdes? Når man i øjeblikke ikke længere kan holde maden på afstand, og man ender med at spise, at overspise eller at kaste den mad, man nu engang spiser, op?

For mig gav det en følelse af, at jeg ikke bare var dårlig til at være menneske. Men at jeg nu også var dårlig til at være spiseforstyrret. Det eneste sted, jeg ellers kunne finde bare lidt værdi i mig selv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


Jeg tror ikke, at andre mennesker ser på en dreng eller pige, der lider af anoreksi, og opfatter det som beundringsværdigt eller en 'styrke', de ville ønske, de selv besad. Men jeg tror, at mange mennesker og medier kan komme til at omtale det sådan, fordi de mangler en anden retorisk tilgang til problemstillingen. Det forstår jeg godt. En spiseforstyrrelse er meget uforståeligt for de fleste mennesker, og det er en af de mest komplekse psykiske lidelser, der findes. Desværre er der ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade 75.000 danskere, der lider af en spiseforstyrrelse, og navnlig anoreksi er den mest dødelige psykiske sygdom blandt piger.
Derfor er det vigtigt at tænke over, hvordan man taler eller skriver om en spiseforstyrrelse. For en ting er sikkert: En spiseforstyrrelse føles som at være skitzofren. Den er som et væsen, der bor i dig og fordrejer al sund fornuft. Når vi, der lider af spiseforstyrrelse, fejlagtigt tror, at vi er stærke og i kontrol med os selv eller får at vide, at vi har tabt os, ja, så føles det, som når man nyforelsket får et kæmpe kompliment af sin kærlighed.

Det bekræfter, at det, man har gang i, er det rigtige. Men det er det desværre ikke. Man er ikke rask, når man har en spiseforstyrrelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden