Da jeg For nogle år siden stod over for at skulle modtage Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, stillede min søn Milton, da 8 år gammel, mig følgende spørgsmål: »Far, hvad er det egentlig, du laver ... og hvorfor er det vigtigt?«.
Det er tit let at besvare den første del – spørgsmålet om, hvad det er, man laver. Hvorfor det er vigtigt, har det til gengæld med at fortabe sig i hverdagens arbejdssysler, der kan gå med at betjene kunder, løse matematiske problemer eller skrive reportager, afhængigt af om man er servicemedarbejder, ingeniør eller journalist.
At besvare anden del af spørgsmålet kræver, at man ser sit virke i et større perspektiv. En lærers fornemste opgave er at være med til at gøre den næste generation klar til at tage over, en politibetjent sikrer ro og orden og håndhæver de love, man demokratisk er blevet enige om, mens en sygehjælper i det offentlige sundhedsvæsen er et levende bevis på det velfærdssystem, som vi sætter så højt og alle betaler til. Det er vigtigt.
På universitetet består de vigtigste opgaver i forskning, undervisning og formidling. Et mål er at forklare og forstå verden og dens indretning så langt, som de nuværende videnskabelige metoder tillader, og søge sandheden om naturen, om samfundsforhold, om mennesket og teknologien.
Et andet mål er at undervise og, som læreren, gøre den næste generation klar til indgå i hospitalsvæsnet, i erhvervslivet, i politik og på alskens vidensinstitutioner.
Et tredje mål er fortælle borgere, informere beslutningstagere, presse og andre interessenter om, hvad skattebetalingerne og fondsmidlerne går til, og hvordan den viden, der produceres på universitetet, kan være med til at gøre den verden, vi alle skal dele, til et lidt bedre sted at være. Det er vigtigt.
Verden udvikler sig konstant, og derfor er den journalistiske sandhed ligesom den videnskabelige midlertidig
Vincent F. Hendricks
Her er der ikke den store forskel på videnskab og journalistik. I den amerikanske forsknings- og medieorganisation Project for Excellence in Journalism hedder det således i de journalistiske principerklæringer, at journalistikkens første og største forpligtelse er over for sandheden, dog ikke i absolut eller filosofisk forstand: »Den ’journalistiske sandhed’ er en proces, der begynder med den professionelle disciplin at indsamle og verificere kendsgerninger. Herefter forsøger journalister at viderebringe en balanceret og pålidelig redegørelse for disse kendsgerningers betydning, der er gyldig nu, men samtidig genstand for yderligere undersøgelse«.
Verden udvikler sig konstant, og derfor er den journalistiske sandhed ligesom den videnskabelige midlertidig. Journalistik skal være så transparent som muligt, når det gælder kilder og metoder, der igen skal muliggøre, at læseren selv kan vurdere oplysningens rigtighed her og nu. Det er vigtigt.
I samme principkatalog står der, at journalistik skal undgå bobledannelse i den forstand, at nyheder altid skal holdes i passende proportion, men ikke må begå undladelsessynd:
»Journalistik er en form for kartografi: Det giver borgere et kort, så de kan navigere i samfundet. At blæse hændelser sensationelt op, negligere andre, sætte folk i bås eller være uforholdsmæssigt negativ gør så meget desto mere kortet upålideligt«.
Pålideligheden af dette kort er kommet under pres med ’bedst på breaking’, fake news, alternative kendsgerninger, konspirationsteorier, misinformation på nettet, biased og polariserede virkelighedsfortolkninger, os-versus-dem-retorik og andre postfaktuelle tendenser, der florerer både i det etablerede og det mere kreative mediebillede.
Tilsvarende er videnskaben blevet udfordret med beskyldninger om ekspertvælde og teknokrati. Journalistik og videnskab er under angreb.
Skriv kommentar