Det var hjerteskærende at gense ’Mors lille dreng’ på TV 2. For Jørn blev både svigtet som baby og nu igen på vej ind i voksenlivet med diagnoserne adhd, autisme og alvorlige personlighedsforstyrrelser. Og desværre blev seerne igen vidne til et svigt, da TV 2 i går viste dokumentaren ’Mors lille dreng på egne ben’. Vi så alle, hvordan Jørn faldt voldsomt mellem flere lovgivninger. Vi så eksperter advare, og vi så helt konkrete anbefalinger til, hvad der vil være gode tilbud til Jørn.
Aarhus Kommune oven på kritik: I Jørns sag er der ingen nemme løsningerMen kommunen har ikke lyttet. Med så voldsomme diagnoser er Jørn nødt til at have massiv støtte i voksenlivet.
Men kommunen har ikke sikret en god og glidende overgang fra livet i plejefamilien til livet på et botilbud. I stedet blev Jørn i alt for høj grad overladt til sig selv og et stigende misbrug. Det stak i hjertet at høre, hvordan han selv beskrev sit liv som et uhyggeligt liv, og jeg tror ikke, der er nogen, der har set dokumentaren uden at tænke: Hvordan kunne det have været undgået? Hvad kunne vi have gjort anderledes?
For Jørn er jo netop vores alle sammens. Når forældre ikke magter at tage ansvaret for deres børn, bliver samfundet nødt til at tage over, og i Jørns tilfælde har arbejdet med Jørn og hans plejefamilie bare ikke været godt nok. Hans plejeforældre, Lilli og Uffe, har gjort en kæmpe indsats, men deres store arbejde var lige ved at falde på gulvet, da Jørn fyldte 18 år. Et svigtet barn som Jørn har brug for livslang støtte.
Hans tilstand ændrer sig ikke fra dag til dag og derfor er det beskæmmende at se en kommune smide en investering så voldsomt på gulvet. Vi plejer at sige: Invester, før det sker!
Her har kommunen faktisk forsøgt at investere i rette tilbud, men taber så alt den dag, Jørn bliver 18 år. Og da han efter en omtumlet tid endelig får plads på et botilbud, matcher det slet ikke hans behov. Tv-dokumentaren stiller spørgsmålet, om Jørn får den hjælp, et anbragt og handikappet barn har brug for, når det skal til at være voksen? Svaret er desværre nej. Men hvad skal der så til?
Kommunerne skal tage ansvar for overgangsfasen mellem de forskellige lovgivninger, og de skal i langt højere grad lade plejefamilier overlappe og være en del af løsningen. Og samtidig ligger der også en opgave i at ruste plejefamilierne til den store opgave, de skal løfte her, og f.eks. gennem supervision og efteruddannelse. Og så bør der i højere grad sikres en glidende overgang, så der ikke sker et brat slip.
Der er brug for, at der skabes rammer, der sikrer en samlet indsats. Det vigtigste er, at der kommer større fokus på at hjælpe den unge godt ind i voksenlivet. Og at vi som samfund påtager os det ansvar, som vi fik overdraget, da Jørns forældre ikke magtede det, og at vi sørger for at følge det helt til dørs.
fortsæt med at læse
