Midt under regeringsdannelsen 26. november 2016 druknede nyheden om, at Folketingets flertal havde bevilget sig selv 52 mio. kr. ekstra til fordeling mellem partigrupperne. Et mindretal af partierne (Alternativet, SF og EL) ville nu helst støtte Folketinget, så institutionens arbejde kunne blive mere kvalificeret. For hjælp gør mest gavn og er billigst, hvis den ikke klattes ud på alle partigrupperne. Erfaringen er, at partierne for en stor del bruger statspenge til reklame og markedsføring, ikke på sagligt lovgivningsarbejde.
Gavegivningen opstod, fordi Konservative skulle i regering. De ønskede tre ministerposter, men med seks medlemmer i Folketinget ville arbejdet blive uoverkommeligt for de resterende medlemmer i gruppen. Partiet ønskede en orlovsordning, så der kunne indkaldes suppleanter for de tre ministre. Men gruppeformand Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet ønskede hverken en orlovsordning, eller at Folketingets Økonomiske Sekretariat fik tilført flere resurser. Sass mente, at »det er partierne, der skal have denne ekspertise, ikke Folketinget«. Sådan blev det.
Hvem kommer til at forvalte pengene i det enkelte parti? Sandsynligvis ledelsen. Så får den mere magt over folketingsmedlemmer og hovedbestyrelse. Det forstærker topstyringen i partierne. Henrik Sass Larsen forklarede i 2012 den gennem mange år forstærkede topstyring sådan: »Forudsætningen for, at man kan kommunikere og fungere effektivt, er, at der er ro i egne rækker. Det er mit arbejde at sørge for, at folk føler sig godt tilpas og deltager i det politiske arbejde. Men sørme også at følge den politiske linje. Så jeg vil virkelig håbe, at der er masser af topstyring. Det arbejder jeg på hver eneste dag«.
Socialdemokratiet er ikke enestående. Fra eksempelvis Ejvind Vesselbo (V) og Øzlem Cekic (SF) har vi udtalelser om tiltagende topstyring også i deres partier. Og yngre partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er stolte af deres topstyring.
Topstyringen hænger sammen med en tiltagende fokusering på de politiske ledere. Sass Larsen har til et universitetsspeciale for nylig sagt: »Folk vil jo stille sig op typisk og forholde sig meget, meget aktivt til, hvem der er leder af et parti, frem for, hvad partiet indeholder af politik«.
De folkelige partier er forældede, mener Sass Larsen: »De politiske partier er jo udformet og designet i en tid, hvor man ikke havde noget fornuftigt at foretage sig i sin fritid og i stedet for gik til møder og forsamlinger og foredrag og hvad ved jeg, og som er lavet til at vedligeholde et eller andet illusorisk demokrati, som alligevel ikke eksisterer, og det vil de fleste fornuftige mennesker løbe væk fra, når de ser og bliver en del af«.
Og Sass Larsen fortsætter: »Altså et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet«.
Liberal Alliance er liberale udadtil, men topstyret indadtilSass Larsens har ret i, at tendensen er at vælge personer frem for partier. Frankrigs præsident Emmanuel Macron havde ikke et parti, men en bevægelse omkring sin person. Donald Trump blev valgt uden en nærmere relation til republikanerne, uden et sammenhængende program og uden politisk erfaring. Tidligere så vi Berlusconi i Italien med, hvad en italiensk politolog træffende har kaldt et personaliseret medieparti. Geert Wilders i Holland har et ’parti’, som kun har ham som medlem. Marine Le Pens Front National er ikke et traditionelt parti, men et familiedynasti.
Persondyrkelse kan være flygtig. Det ved f.eks. Villy Søvndal og den tyske socialdemokrat Martin Schulz. Personer, valgt på persondyrkelse, kan også løbe ind i forfatningskriser. Når hverken Macron eller Trump kan regne med, at et parti støtter dem i parlamentet, kan det føre til konflikt mellem den udøvende magt og parlamentet. Parlamenters magt udviser en vigende tendens. I Danmark har vi ’heldigvis’ kun set en snigende svækkelse af Folketinget for eksempel i forbindelse med offentlighedsloven af 2013, som gjorde det vanskeligere for oppositionen, når den står uden for forlig.
Parlamentariske demokratier forudsætter partier med en vis stabilitet. Partierne er de eneste aktører, som påtager sig at tage stilling til alle samfundets spørgsmål. Et tankeeksperiment: Hvis vi havde valg alene mellem tusindvis af individuelle kandidater, ville det være uoverskueligt for vælgerne. Valget ville blive præget af tilfældige indvalg af uerfarne personer, der først skulle etablere samarbejdsmønstre med andre personer, som de så godt som intet kendte til. Det ville føre til beslutningskaos.
Sass Larsen har (desværre) ret i, at de politiske programmer ikke læses i større omfang. Men de politiske principprogrammer er en kontrakt, som giver medlemmerne bedre mulighed for at holde ledelsen fast på ideer end lederdyrkelse.
Samtlige danske partier har siden efterkrigstiden skrevet kortere og mindre konkrete principprogrammer. De partier, som først er kommet til de sidste 25 år, har de korteste principprogrammer. Partierne er økonomisk stadig mindre afhængige af medlemskontingenter og stadig mere afhængige af statsstøtte, som bygger på partiets succes på vælgermarkedet. Den bygger ikke på at gennemføre politik eller på medlemstal. Men personpartier uden programmer holder ikke. Vi ved det fra for eksempel Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater. Formodet karismatiske personer skuffer ofte. I al fald dør de.
3F'ere revser Sass Larsen i ophedet debat om UberFlere partier ved endnu ikke, hvordan de vil anvende de ekstra statspenge. Vi ved dog, at Socialdemokratiet vil indkøbe mere ekspertise på ad hoc-basis til »eksempelvis vælgeranalyser, medietræning af folketingsmedlemmer samt udgifter til visse borgerrettede arrangementer«. Pengene vil blive brugt centralt – ikke til at støtte det enkelte folketingsmedlems saglige arbejde. De Konservative har bl.a. ansat to nye journalister. Liberal Alliance har bl.a. ansat en pressechef. Venstre vil ansætte 4-5 personer i Venstres ’Center for Kommunikation og Politik’. Derudover skal en tredjedel af midlerne gå til analyse og meningsmålinger. Langtfra alt gavner det enkelte folketingsmedlems saglige arbejde.
Partimedlemmernes sidste bastion for indflydelse er at at opstille kandidater til valg. Men med flere statspenge får partitoppen også øgede muligheder for at udvælge og støtte kandidater økonomisk, som retter ind efter partiledelsen.
Uden bred folkelig deltagelse og samlende ideologier og principper, men også med plads til debat, bliver stabile partier en umulighed. I stedet får vi små overvejende statsfinansierede, professionaliserede, topstyrede og lederdyrkende markedspartier uden dybe rødder i befolkningen. Også i Danmark går udviklingen siden efterkrigstiden mod flere og flygtigere partier. Vi kan få uarbejdsdygtige parlamenter. Det fører som regel til krav om at svække parlamenternes magt til fordel for en handlekraftig udøvende magt båret af stærke mænd. Ikke bare i Tyrkiet, Ungarn, Polen, Rusland og USA. Det kan føre til forfatningskriser. Ikke bare i Frankrig og USA. På lang sigt måske også Danmark. Så der er fornuft i en anden type parti end Sass Larsens markedsparti.
fortsæt med at læse
