Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Kaare Dybvad: »Jeg vil bede jer forstå, hvordan det føles, når der føres en politik, som underkender det sted, man bor, og det liv, man lever«

Kære Politiken-læsere, ligesom de fleste andre vestsjællændere har min ven Lasse på tankstationen i Holbæk ikke fået meget ud af den kreative tidsånd og jeres mange reformer.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når du læser dette indlæg, har min barndomsven Lasse været på vagt i flere timer på tankstationen på Gl. Ringstedvej i Holbæk. Der møder han fem dage om ugen kl. 5 om morgenen. Fylder varer op, gør rent og laver bake-off. Styrer ungarbejdernes skema og tager imod klager fra kunderne.

Lasse er souschef på en tankstation og får 22.500 kroner i løn i slutningen af måneden. Han er en gennemsnitlig dansker i starten af 30’erne, og modsat hvad mange tror, ligger hans indkomst omkring medianen. Og ligesom de fleste unge er Lasse blevet i den by, hvor han er vokset op, og ikke flyttet for at studere.

Min opfordring til alle jer, der læser Politiken, er, at I forsøger at forstå, hvordan man opfatter verden, når man lever et liv som min klassekammerat på tankstationen i Holbæk. Mange af jer ved det nok allerede, og jeg forventer ikke, at I alle er enige i de politiske forslag i min nye bog ’De lærdes tyranni’. Men jeg håber, I vil sætte jer ind i, hvorfor jeg gør det. Ikke bare for min skyld, men for holdbarheden i det politiske projekt, vi bedriver på venstre side af midten.

Jeg vil bede jer forstå, hvordan det føles, når der føres en politik, der underkender det sted, man bor, og det liv, man lever

Min bog er et forsvar for verden set fra det store flertal af danskerne, der er faglærte, ufaglærte eller professionsuddannede, og som ikke bor i centrum af de største byer. Det er den verden, jeg selv kommer fra, og som historisk har gjort vores samfund stærkt. Men netop dette folkelige Danmark blev i starten af 00’erne udfordret af ideen om ’Den kreative klasse’, som blev defineret af den amerikanske geograf Richard Florida. En opfattelse af verden, der især er blevet omfavnet af venstrefløjen, selv om den på mange måder strider imod traditionelle venstreorienterede kampe for reel økonomisk lighed, fagtraditioner og stærke civilsamfund. Floridas tanker om ensidigt fokus på lange videregående uddannelser, afskrivning af produktionserhverv og centralisering blev standardfraser i hele den røde blok, mens de traditionelle kampe for lighed og bedre vilkår for de ringest lønnede blev skubbet i baggrunden.

Den kreative ideologi kaprede tidsånden og satte sig på den konkrete politik. Reformer blev gennemført af gymnasier og universiteter for at sikre længere og mere abstrakte uddannelser, mens søgningen til erhvervsuddannelser og lange tekniske uddannelser faldt eller stagnerede. Når produktionsvirksomhederne i dag mangler kvalificeret arbejdskraft, så skyldes det ikke mindst, at den kreative ideologi forudsagde, at de ville forsvinde. På officielle regeringspapirer stod der, at virksomheder i Danmark ikke kunne leve af at konkurrere på »lave priser eller teknik«. Så hvorfor dog uddanne folk inden for de områder? På samme måde var den kreative ideologi bagtæppe for en række af de centraliseringsreformer, der blev gennemført i 00’erne. Man troede, at der kun ville være en bæredygtig fremtid i de store byer, så man kunne lige så vel komme udviklingen i forkøbet og centralisere det offentlige derhen.

Ligesom de fleste vestsjællændere har Lasse ikke fået meget ud af den kreative tidsånd. Han betaler stadig halvdelen af sin hyre i skat, men får løbende mindre andel i det, skatten bruges på. Inden for uddannelsesområdet er udgifterne til SU fordoblet på 10 år, mens universiteternes budgetter er vokset med godt 50 procent. Modsat er de brede tilbud inden for folkeskole, erhvervs- og efteruddannelse sakket bagud. Alene grundskolens andel af uddannelsesmidlerne er faldet fra 48 procent til 41 procent på 10 år, og der er ingen garanti for, at Lasses børn får samme kvalitet i institutioner og folkeskoler, som Lasse og jeg selv nød godt af. Omvendt er andelen af børn af faglærte og ufaglærte forældre på universiteterne ikke steget i takt med en fordobling af optaget på 10 år, og uddannelsessystemet er reelt blevet en omfordeling fra arbejderklassen til den kreative klasse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den kreative tidsånd har til gengæld efterladt skamstøtter rundt om i Holbæk: Lærerseminariet, der er lukket. Erhvervsskolen, der kæmper for at få det til at hænge sammen med et langt lavere elevtal end tidligere. Produktionsvirksomheder, der er lukket som følge af politisk nedprioritering. Senest Beauvais, der lukkede 100 arbejdspladser på Lammefjorden, bl.a. på grund af sukker- og fedtafgifter.

Holbæk skal nok klare sig, men det her er en bredere tendens. Jeg vil bede jer forstå, hvordan det føles, når der føres en politik, der underkender det sted, man bor, og det liv, man lever. Den vrede, der vokser nede i maven, når velfungerende lokale arbejdspladser og uddannelser lukkes af politiske beslutninger, mens alle taler om behovet for netop arbejdspladser og uddannelse. Lysten til at råbe ad fjernsynet, når politikere kræver, at man skal knokle flere år på arbejdsmarkedet, for at kunne bruge flere penge på de universitetsuddannelser, som ens børn sandsynligvis ikke får del i. Frustrationen over, at ens fag, arbejdsplads og lokalsamfund, som man er stolt af, bliver afskrevet som overflødige.

Modsat, hvordan det ofte fremstilles, forstår folk i landsdele som Vestsjælland godt, at udviklingen er resultater af politiske beslutninger. Folk kan godt gennemskue, at det ikke bare er et spørgsmål om ’nødvendighed’ eller ’globalisering’, men en politisk prioritering, hvor man selv bliver valgt fra. En udvikling, som folk på et tidspunkt gør oprør mod, og som mange steder i Vesten er endt i politiske resultater, der før den kreative ideologis indtog havde været utænkelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men måske kunne løsningen også blive spiselig for jer Politiken-læsere? Hvis vi lagde en dæmper på de universitetsstudier, hvor folk bagefter ikke kan få arbejde, og i stedet prioriterede de tidlige indsatser i institutioner og skoler, hvor vi reelt kan give alle børn lige muligheder. Hvis vi gav de samme gode vilkår til folk, der vil bøje et stykke jern, som til dem, der vil lave et eventbureau. Hvis vi satsede på uddannelse og offentlige arbejdspladser i hele landet, i stedet for yderligere centralisering, som regeringen senest har lagt op til for produktionsskolerne.

Det håber jeg, vi kan gøre. Først og fremmest fordi det er det rigtige at gøre. Men også fordi det røde regeringsalternativ er dødt, hvis det kun taler til de veluddannede i de store byer. Sådan er det i mange vestlige lande allerede, og sådan risikerer vi at ende, hvis vi ikke også fører politik for almindelige danskere som Lasse på tanken i Holbæk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden